Bar og restaurant med Troldtekt nomineret til Københavns bedste
Det er nok den lækre mad og de velsmagende øl, gæsterne især husker, når de har besøgt restauranten Sushi Anaba eller ølbaren BRUS.
Men også akustikken er i fokus med Troldtekt løsninger som en del af designet. De to steder var nomineret i Berlingskes kåring af Byens Bedste i København 2021.
»Alle detaljer ved Anaba er et vidnesbyrd om Mads Battefelds dedikation og hang til perfektion.«
Sådan skrev Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen i sin seks-stjernede anmeldelse af den københavnske restaurant Sushi Anaba. Og restaurantejer og køkkenchef Mads Battefelds blik for detaljer går også igen i indretningen af restauranten, hvor intet er overladt til tilfældighederne – heller ikke akustikken, som du kan læse mere om i vores interview med arkitekten Anne Baun Danielsen.
Sushi Anaba var nomineret som Byens Bedste Restaurant 2021 i Berlingskes årlige afstemning, som hædrer københavnske oplevelser i 15 kategorier. Restauranten, der kun har plads til otte gæster ad gangen, er minimalistisk og stramt indrettet efter japansk forbillede og med sortmalede Troldtekt line akustiklofter, som er en del af Troldtekts prisvindende designserie.
Nørrebro-bar med uforligneligt øl nomineret
Troldtekt spiller også en rolle på den københavnske ølbar BRUS, der var nomineret i kategorien Byens Bedste Bar.
BRUS er en såkaldt brew pub – altså et sted, der både er mikrobryggeri, bar og restaurant i ét, og i Berlingskes anmeldelse hedder det, at øllet, der serveres ”ikke fås bedre”.
I ølbaren BRUS er den gode akustik vigtig – ikke mindst fordi BRUS også serverer mad, som gæsterne skal hente ved køkkendisken. Af den grund er der en livlig trafik i ølbaren med dertilhørende lydniveau, som håndteres ved hjælp af hvidmalede Troldtekt akustiklofter under de synlige installationer.