Lad byggematerialerne leve videre efter en transformation

En markant del af verdens CO2-udledning kommer fra produktion af byggematerialer. Derfor er der stort potentiale i at forlænge materialernes levetid frem for at skifte til nyt. Troldtekt akustikplader har en levetid på mindst 50 år – og kan males, uden at det forringer de akustiske egenskaber. Se, hvordan gamle Troldtekt lofter har fået nyt liv efter renovering og transformation.

30.05.2024
Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i bl.a. kontorbygninger
Foto: Thomas Mølvig, arkitekt

Hver gang vi på Jorden leder ti ton CO2 ud i atmosfæren, kommer mere end ét ton fra produktion og håndtering af byggematerialer.

I rapporten ’Bringing embodied carbon upfront’ fra 2019 vurderede blandt andre Rambøll og World Green Building Council, at 11 procent af verdens CO2-aftryk kommer fra produktion og transport af byggematerialer samt nedrivning og affaldshåndtering. 28 procent af aftrykket kommer fra driften af bygninger.

I Danmark, hvor vi bruger en høj andel af grøn energi og er gode til at optimere bygningers energiforbrug, kommer op mod 80 procent af bygningernes samlede CO2-aftryk fra materialer – også kaldet den indlejrede CO2 – lyder vurderingen.

I EU’s affaldshierarki ligger forebyggelse af affald – altså bibeholdelse af eksisterende løsninger i længst mulig tid – på den øverste plads, oven over genbrug og genanvendelse.

Byggematerialers levetid spiller derfor også en stor rolle i en livscyklusvurdering (LCA). Det kan have stor betydning for klimaaftrykket, om bygherren må erstatte en bygningsdel efter 20 år – eller om den kan leve videre i for eksempel mindst 50 år.

En Troldtekt akustikplade, som består af træ og cement, har en levetid på mindst 50 år. Bygningscertificeringer som DGNB regner dog med højst 50 års levetid, selvom nogle materialer i praksis lever længere.

Troldtekt akustikplader kan males flere gange, uden at det forringer pladernes egenskaber.

Forlæng levetiden med reparationer og maling

I en miljøvaredeklaration (EPD) bliver levetiden for træbetonplader som standard opgjort til 50 år, baseret på oplysninger fra en tysk database med generiske produktinformationer. Men i praksis er der masser af eksempler på, at Troldtekt akustikplader indgår i bygninger, som er 80 år eller endnu ældre.

Derfor kan bygherrer lade pladerne ”leve videre”, når de renoverer eller transformerer deres bygninger. Samtidig er det muligt både at reparere Troldtekt akustikpladerne og male dem igen og igen med en vandbaseret maling uden at forringe de akustiske egenskaber. På den måde kan pladerne bevare en stand og få et look, der matcher en bygnings opdaterede design – også selvom de måske er flere årtier gamle. Det er dog vigtigt at sikre sig, at den vandbaserede maling ikke indeholder skadelige indholdsstoffer.

Download vejledningen for rengøring, maling og reparation af Troldtekt plader

Tre eksempler: Gamle akustikplader i nye rammer

I Danmark, hvor Troldtekt har været på markedet siden 1935, findes flere eksempler på vellykkede renoveringer og transformationer, hvor akustikpladerne er bevaret. Herunder finder du tre af dem:

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i kontor og erhvervsbyggeri
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

#1

Aarhus Airport, Aarhus

Med over en halv million årligt rejsende er lufthavnen uden for Aarhus en af Danmarks største. Især lufthavnens førstesal gennemgik for nogle år siden en gennemgribende renovering – blandt andet med et nyt café- og loungeområde.

For at underbygge det eksklusive udtryk blev lufthavnens eksisterende akustikloft fra Troldtekt malet sort, hvilket fuldender designet.

Læs mere og se fotos fra projektet

Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i bl.a. kontorbygninger
Foto: Thomas Mølvig, arkitekt

#2

Zeni Arkitekters tegnestue, Aabenraa

Den gamle kedelhal i byens centrum blev opført som en del af en varmecentral i 1957 og var i brug indtil 2012. Nu er den omdannet til en tegnestue med højt til loftet. ZENI arkitekter har stået for transformationen, som var blandt Danmarks seks bedste renoveringer i 2020.

I loftet er de oprindelige Troldtekt akustikplader fra 1957 bevaret og med til at give et autentisk look i lokalet.

Læs mere og se fotos fra projektet

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i hoteller
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt MAA

#3

Restaurant Lula, Aarhus

På havnekanten i Aarhus ligger den kombinerede bar og restaurant Lula i lokaler, der tidligere har huset Aarhus Sejlsportsklub og siden hen også restauranterne Frk. Koch og KP5. Troldtekt akustiklofterne er fra sejlsportsklubbens tid og har efterfølgende fulgt med i alle tre ”generationer” af restauranter i bygningen. Nu har Troldtekt pladerne fået nyt liv med et lag sort maling, der matcher Lulas intime stemning.

Læs mere og se foto fra projektet

FAKTA: Troldtekt og holdbarhed

  • Troldtekt akustikplader har en lang levetid på mindst 50 år og kan ofte leve videre, når en bygherre transformerer sin bygning til nye formål.
  • Hvis der opstår huller i akustikpladerne, kan du selv foretage mindre reparationer med ganske få hjælpemidler. Enkelte plader med større skader kan eventuelt udskiftes.
  • Du kan (gen)male Troldtekt akustikplader, uden at forringe de akustiske egenskaber. Der er forskel på, om du skal male ubehandlede naturplader eller plader, der er leveret fabriksmalede fra Troldtekt A/S. Endnu vigtigere er dit valg af malingstype og -farve.

Læs mere i vejledningen for rengøring, maling og reparation af Troldtekt plader

Læs flere artikler i temaet Renovering og transformation

Se andre aktuelle temaer