En nænsom transformation fra domicilejendom til flerbrugerhus

Efter en gennemgående bygningsanalyse og en skånsom renovering med øje for at minimere klimaaftrykket summer den ellers efterladte kontorbygning på Njalsgade i København igen af liv.

21.10.2024
Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i kontor- og erhvervsbygninger

Historien om Njalsgade 72 i København minder på mange måder om H.C. Andersens fortælling om den grimme ælling. En uskøn og efterladt kontorbygning, der til trods for sin relativt korte levetid, var efterladt til forfaldsskæbnen. Lige indtil den dag, hvor den blev opkøbt af en tysk kapitalfond og Over Byen Arkitekter fik til opgave at puste nyt liv i de syv etager, så de igen kunne udfolde deres fulde potentiale og fylde lokalerne med liv.

I dag er det revitaliserede byggeri et imødekommende flerbrugerhus med mange kvaliteter. Det skyldes hovedsageligt den nænsomme renovering, Over Byen Arkitekter har stået i spidsen for.

På baggrund af en grundig bygningsanalyse lagde de en gennemtænkt plan for, hvordan bygningen skulle bringes til live igen. Det fortæller Esben Thorlacius, partner hos Over Byen Arkitekter:

— Det var vigtigt for os at vælge nogle løsninger, der kunne gøre bygningen mere levende og imødekommende. Derfor har vi skabt mere liv i bygningens stueetage uden at gå på kompromis med bygningens oprindelse.

Få indgreb, stor effekt

Ud over at analysere bygningen blev der også foretaget et teknisk eftersyn inden renoveringens opstart for at afklare mulighederne for energieffektivisering og en potentiel DGNB-certificering.

— Vi har fra de allerførste screeninger haft en DGNB-auditor med, som har hjulpet med at udpege, hvilke muligheder bygningen indeholdt. Det blev sat overfor projektets økonomi og ud fra det satte vi en realistisk målsætning om en DGNB-certificering på guldniveau, siger Esben Thorlacius.

For at komme i mål med både effektivisering og certificering, har Over Byen Arkitekter arbejdet med så få indgreb i den eksisterende bygning som muligt for at spare på ressourcerne. Her har de blandt andet skånsomt renoveret toiletfaciliteter og køkkener, malet væggene i en grålig tone for at matche de eksisterende kabelbakker og radiatorer og behandlet de eksisterende gulve i stedet for at erstatte dem med nye.

— Vi arbejder meget med eksisterende ejendomme og ved, hvad der vejer tungt både økonomisk og i CO2-regnskabet, når man renoverer. Gulve og radiatorer sluger meget af begge budgetter, så hvis vi kan bibeholde dem, sparer vi en masse, og så kan vi kæmpe nogle kampe andre steder, forklarer Esben Thorlacius.

 

Malede lofter bidrager positivt til klimaregnskabet

Et af de steder, hvor det har været nødvendigt at installere nyt, er omkring toiletfaciliteterne. Her er installeret nye Troldtekt akustiklofter baseret på cementtypen FUTURECEM™, malet i grønne farver for at flugte med husets øvrige farvepalet.

— I store dele af bygningen har vi kunne bevare de eksisterende lofter, men her var vi nødt til at skifte. Troldtekt baseret FUTURECEM var en oplagt løsning, fordi pladerne lever op til de krav, vi havde til bygningen, siger Esben Thorlacius og fortsætter:

— Samtidig har akustiklofterne et udtryk, der passer godt til kontormiljøer, og de har en ren overflade, der giver nogle flotte overgange i rummet. Og så det rigtig smart, at du kan male dem ligesom du ønsker, så de smelter naturligt ind i omgivelserne.

I den nyindrettede kantine findes også hvidmalede Troldtekt akustiklofter baseret på FUTURECEM.

FUTURECEM er en cementtype med en andel af kalcineret ler og kalkfiller, der giver et reduceret CO2-aftryk i forhold til traditionel cement. De malede Troldtekt akustikplader baseret på FUTURECEM har et CO2-aftryk, der over hele produktets livscyklus er 34 procent lavere end for malede Troldtekt plader baseret på traditionel hvid cement. 

 

Læs mere om fordelene ved FUTURECEM

Respekt for fortid og fremtid

Hos Over Byen Arkitekter har de specialiseret sig i arbejdet med eksisterende ejendomme og over årene har de oplevet en stigende interesse og velvilje fra både bygherrer og kunder til at bevæge sig i en mere klimavenlig retning, når de renoverer.

— Det har længe været en fast integreret del af vores trebenede strategi at tænke i klimareduktion. Vi kigger med lige dele respekt på bygningens historie, bygningens bæredygtighedspotentiale og de mennesker, der skal bruge bygningen – og har vi ikke styr på de tre dele, så lykkes vi ikke med projektet. Den agenda køber vores kunder også i højere grad ind på, siger Esben Thorlacius.

Derfor er han også fortaler for at forventningsafstemme tidligt i processen, så både nybyg og transformationer udføres med øje for fortid og fremtid og et minimalt ressourceforbrug.

 

Læs mere om Njalsgade 72 her

Esben Thorlacius, partner hos Over Byen Arkitekter