Et børnehjem med hjemlig atmosfære

Børnene på døgninstitutionen Villaen i Kerteminde ønskede sig et nyt hjem, som de kunne være stolte af. Et fedt sted, hvor der var trygt, og hvor kammeraterne havde lyst til at komme på besøg.

Derfor har arkitekterne fra CEBRA, ved hjælp af varme materialer, saddeltag og individuelle forskelle, skabt et hus, der minder mere om et klassisk rækkehus end en institution for særligt sårbare børn.

Når nogle af Danmarks mest sårbare børn skal tegne deres drømmehjem, så minder resultatet om de fleste andre børnetegninger. Der er en gul sol. Glade ansigter. Flagstang med Dannebrog i top. Hoveddør, hvidt stakit og saddeltag.

Netop de letgenkendelige elementer fra traditionelt dansk boligbyggeri var et vigtigt signal om, at det nye børnehjem i Kerteminde Kommune ikke skulle ligne en institution. Det fortæller arkitekt Mikkel Frost fra CEBRA, der vandt konkurrencen om at tegne bygningen, som de unge beboere selv har døbt ’Villaen’.  

– Børnene var meget involveret i forarbejdet til arkitektkonkurrencen. De bor på en institution, og det kan vi ikke lave om på, men vi har været optagede af at få det til at føles som et hjem. Et sted, som de kunne være stolte af at invitere venner med hjem og opleve. Derfor har vi gjort meget ud af at nytænke det traditionelle danske hus, for eksempel med kviste, altaner og saddeltag, hvoraf det ene vender på hovedet, siger Mikkel Frost.

En sjælden opgave

På grund af den danske tradition for, at sårbare børn så vidt mulig skal i familiepleje, så går der lang tid imellem, at der bliver bygget nye børnehjem i Danmark. Derfor havde arkitekterne fra CEBRA ikke mange erfaringer at trække på, da de skulle udforme bygningen.

– I modsætning til kontorer og boliger er et børnehjem jo en sjælden opgave. Der var faktisk ingen af arkitekterne i konkurrencen, der ramte helt rigtigt, når det kom til indretning, funktionsplaceringer og synergier. Derfor måtte vi efterfølgende, i samarbejde med forstander Birgit Hjelme, lave om på indretningen og rette op på nogle af de ting, som vi i vores uvidenhed havde gjort forkert, siger Mikkel Frost og uddyber:

– Vi havde for eksempel placeret de yngre og ældre børn sammen, så de små kunne lære af de store og have nogen at se op til. Men mange af de ældre børn har tidligere måttet fungere som små voksne, fordi deres forældre ikke magtede opgaven. Derfor var det vigtigt, at de fik rum til at være sig selv. En anden ide, som vi måtte opgive, var små hyggelige hemse. Der må ikke være nogen steder, hvor personalet ikke har fuldt overblik hele tiden, da nogle af børnene kræver konstant opsyn.

De små forskelle

Trods de begrænsninger, som børnenes særlige situation og personalets professionelle behov har lagt på byggeriet, så er det alligevel lykkedes at holde institutionspræget til et minimum. Blandt andet ved hjælp af små variationer i de enkelte rum, kortere gange, egen indgang og eksklusive materialer.

– Institutioner består ofte af ens lokaler på hver side af en snorlige gang. I ’Villaen’ er hvert rum unikt, så naboens værelse føles anderledes end dit eget. Vi har også brugt kvalitetsmaterialer både udvendigt og indvendigt. Husets facader er beklædt med hårdt træ på alle gavle og tegl på langsiderne. Indvendigt har vi brugt Troldtekt lofter, fordi det er et mere hjemligt materiale end et systemloft, der minder mere om en institution, siger Mikkel Frost. 

FAKTA: Døgninstitutionen Villaen i Kerteminde

Størrelse: 1.200 kvadratmeter med plads til 22 børn
Arkitekt: CEBRA
Bygherre: Kerteminde Kommune

Troldtekt produkter:
Loftsbeklædning: Troldtekt akustik
Farve: Lys natur
Struktur: Fin (1,5 mm træuld)
Kantprofil: 5 mm fas, K5, monteret med Troldtekt skruer og K5-N monteret med skjulte KN-beslag

Fotos: Mikkel Frost & Allan Frost

Læs mere om projektet i Troldtekts referencesektion

Se også mere om projektet på CEBRAs hjemmeside