Schulbau Open Source forandrer tysk skolebyggeri
Montag Stiftung samler erfaringer og best practice inden for skolebyggeri for at inspirere kommunerne til skoler, der understøtter fremtidens undervisning. Projektet er nu mundet ud i det første pilotprojekt i Weimar.
Weimar er kendt for både at være stedet, hvor den første demokratiske forfatning blev underskrevet efter 1. verdenskrig, og byen dannede også ramme om den indflydelsesrige Bauhaus-skole, som kom til at påvirke arkitekturen i mange år frem. Over 100 år senere er byen i delstaten Thüringen igen centrum for et nybrud.
Her skyder nemlig et helt særligt skoleprojekt op – et pilotprojekt, der skal inspirere og forandre den måde, man bygger skole på i Tyskland (og hvor Troldtekt spiller en rolle – mere om det nedenfor).
Men det vender vi tilbage til, for først er det nødvendigt at forklare, hvordan skolebyggeri og skolerenoveringer er organiseret i Tyskland.
Et land, mange tilgange til skolebyggeri
Hvordan bygger man skoler i Tyskland? Det lyder måske som et simpelt spørgsmål, men det er alt andet end enkelt at besvare. Der er nemlig (alt efter gemyt) enten 16 eller 11.000 forskellige måder at gribe det an på. 16 fordi undervisningspolitikken hører under Tysklands 16 delstater, eller 11.000 fordi skolebyggeriet er en kommunal opgave – og kommuner er der cirka 11.000 af i Tyskland.
Skolebyggeri og skolebygningerne hører under kommunerne og det lokale selvstyre, så det er et meget komplekst system i et land af Tysklands størrelse. Nogle delstater har stadig finansiel kontrol over skolebygninger og giver en slags tilskud til at bygge skoler. Men i andre delstater, som for eksempel Nordrhein-Westfalen, er der ingen delstatsstyring af skolebyggeriet.
Ganske vist koordinerer delstaternes kulturministre undervisningspolitikken i en national Kultusministerkonferenz, men ellers er der ikke nogen national koordinering af skoleområdet.
Schulbau Open Source
Derfor har den uafhængige non-profit fond, Montag Stiftung Jugend und Gesellsschaft, de sidste 15 år arbejdet for at indsamle erfaringer fra skolebyggeri på tværs af Tyskland og kortlægge de typiske planlægningstemaer for skolebyggeri. Den indsamlede viden stilles til rådighed for alle aktører via initiativet Schulbau Open Source.
Behovet for at sætte det eksemplariske skolebyggeri på formel er ikke blevet mindre af samfundsudviklingen bare i de sidste, 20 år. Indenfor skolesektoren er der sket store forandringer i synet på uddannelse og hele diskussionen om, hvad børn og unge skal lære i fremtiden. Men den måde, mange skoler er indrettet på, blev udviklet for 100 år siden med korridorer og klasseværelser på række. Montag Stiftung Jugend und Gesellschafts arbejde sigter mod at sørge for, at skolebyggeri og -renoveringer understøtter nutidens læring og pædagogik.
Det betyder blandt andet nye tilgange, hvor planlægningen af skoler i højere grad tager udgangspunkt i et samarbejde mellem arkitekter, pædagoger og undervisere. Hvor aktørerne søger svar på spørgsmål i stil med: ”hvad er aktiviteten i dette rum?”, ”hvilken slags plads mellem bordene har vi brug for”, ”hvor skal lyset komme fra”, og ”hvor skal dørene være”, så helheden bedst muligt understøtter målene med undervisningen.
Men de eksisterende regler for skolebyggeri understøtter ikke altid sådan en tilgang, så Schulbau Open Source har også handlet om at anvise alternative tilgange til skoleplanlægningen.
Best practice samlet et sted
Montag Stiftung Jugend und Gesellschaft kan selvsagt ikke bestemme, hvordan de tyske kommuner eller delstater skal planlægge og udføre deres skolebyggeri og -renoveringsprojekter. Fonden kan alene indsamle viden, inspirere og stille med et katalog af best practice og erfaringer fra andet succesfuldt skolebyggeri.
En af de tidlige erkendelser i projektet var, at hvis det skal lykkes grundlæggende at ændre ved den måde, som skoler bygges på, skal det ske allerede før planlægningsfasen. Derfor fokuserer Schulbau Open Source på at beskrive det, der kaldes ”fase 0” – altså skoleprojektets allertidligste stadie, hvor alle relevante interessenter omkring projektet kan inddrages.
Samtidig skal tilgangen tage højde for, at det i mange kommuner er administrative medarbejdere, der har ansvar for skolebyggeri. Det betyder i praksis, at bygherren ofte er uden særligt kendskab til pædagogiske eller læringsmæssige perspektiver. Derfor peger Schulbau Open Sources erfaringer på behovet for at sørge for at inddrage brugerne tidligt i processen af et skolebyggeri.
Med input fra både arkitekter, pædagoger, undervisere og psykologer er de bedste erfaringer blevet samlet på sitet www.schulbauopensource.de, hvor kommuner og arkitekter m.fl. kan finde inspiration om alt: bygningsakustik, ventilation og brandsikkerhed til udearealer og skolekøkkener.
Pilotprojekt i Weimar
Ud over at dele erfaringerne med eksemplarisk skolebyggeri digitalt, bliver principperne nu også testet i virkeligheden. Da der skulle bygges ny skole i Hartwege i Weimar, som skulle erstatte den gamle skole i Plattenbau-stil, opstod en oplagt anledning for at teste principperne på et pilotprojekt.
Her begyndte byggeprocessen med ”fase 0”, hvor skoleledelse, lærere, elever, forældre, skoleadministration, bygningsforvaltning og byplanlæggere diskuterede og udviklede koncepter for den fremtidige skolebygning. Der blev afholdt workshops og ekskursioner for at give en forståelse af pædagogiske og arkitektoniske koncepter og muligheder.
Arbejdet mundede ud i det endelige projektforslag, og i september 2021 gik byggeriet i gang. Bygningen forventes færdig i efteråret 2024, og projektet har et budget på ca. EUR 29,8 mio., med finansiering fra forskellige kilder, herunder statsmidler.
Læringslofter og værksteds-design
Den nye skolebygning er kendetegnet ved at være indrettet med innovative såkaldte "læringslofter". Åbne etager, der kan programmeres efter skolens og undervisningens behov og tilbyder fleksible lærings- og undervisningsrum for elever og personale.
Skolen er planlagt ud fra den filosofi, at det vigtigste rum er det rum, hvor eleverne lærer, og hvor de og underviserne tilbringer mest tid. Derfor blev trapperne til etagerne placeret udenpå bygningen. Både for at spare omkostninger, og fordi det mindsker klima- og miljøaftrykket, fordi skolen på den måde kan reducere opvarmningsomkostninger ved at have trapperne udenfor.
Samtidig blev der også sparet plads på andre fronter. Eksempelvis ved at gøre de traditionelt store skolekøkkener til flere mindre køkkener, der ligger i nærheden af elevernes daglige læringsrum. Hele byggeriet er baseret på Jenaplan-pædagogikken, der fokuserer på at fremme individuel udvikling og social læring i et fællesskab. Jenaplan-skoler er kendetegnet ved at blande aldersgrupper (i såkaldte Stammgruppen), hvor elever af forskellige aldre lærer og arbejder sammen, understøtter hinanden og deler ansvar. Undervisningen er struktureret omkring kerneaktiviteter som samtale, spil, arbejde og fest, med vægt på hands-on, erfaringer og samarbejde, frem for traditionel tavleundervisning.
Generelt er skolen indrettet med inspiration fra værksteder eller fabriksbygninger, og man kan forestille sig billedet af et værksted, når man tænker på skolens etager. Det vil sige en meget rå struktur og et meget råt miljø, som kan ændres efter behov.
Den spartanske tilgang til indretningen og design af skolen går også igen, når det eksempelvis handler om akustikken Her er der Troldtekt akustikplader på alle lofter med de tekniske installationer synlige og uden nogen afskærmning – som man kender fra en parkeringskælder.
FAKTA: Om Schulbau Open Source
- Schulbau Open Source (SOS) er et initiativ startet af fonden Montag Stiftung Jugend und Gesellschaft.
- SOS samler og organiserer planlægnings- og procesviden fra reelle skolebyggeprojekter, hvilket gør det muligt for kommuner, planlæggere, arkitekter og andre interessenter at lade sig inspirere og bruge den viden for at forbedre skolebyggeri praksis.
- Målet med SOS er at arbejde mod, at bygningsregulativer, sikkerhedsstandarder og tekniske anbefalinger spiller sammen med behovene i moderne pædagogik, så udviklingen af tyske skoler understøtter en moderne uddannelse af højkvalitet.
- På SOS’s hjemmeside kan man finde detaljerede planer, isometriske tegninger, dokumentation af relevante beslutninger og planlægningsmaterialer fra alle fagplanlægninger og performancefaser af pilotprojekterne.
- SOS har ud over pilotprojektet i Weimar planer om yderligere projekter, som eksempelvis i Kassel og Frankfurt-Sachsenhausen. Også her er fokus på at skabe åbne læringslandskaber, ofte i historisk betydningsfulde bygninger.