Årets skolebyggeri: Göteborgs nye vartegn

Lindholmens Tekniske Gymnasium i Göteborg vandt prisen som Årets skol- och förskolebyggnad 2021.

Læs interviewet med KUB arkitekter, som står bag den karakterfulde bygning, hvor Troldtekt akustikplader spiller en markant rolle.

På Göteborgs havnefront med kraner og gamle værfter omkring sig ligger det nybyggede gymnasium Lindholmens Tekniske Gymnasium, som stod klar til skolestart i 2020.

Bygningen er tegnet af KUB arkitekter og har vundet prisen som Årets skol- och förskolebyggnad 2021. Det er konference- og eventfirmaet Nohrcon, som står for kåringen, hvor en fagjury sammen med 700 offentlige stemmer har valgt Lindholmens Tekniske Gymnasium som vinder.

Skolen har et samlet areal på 11.300 kvadratmeter fordelt på fem etager. PerEric Persson er arkitekt i KUB Arkitekter, som har tegnet gymnasiet, og han glæder sig over både resultatet og den positive modtagelse af skolen, som er den første nybyggede skole i Göteborg i 20 år.

– Opgaven lød på at designe en ny skolebygning med fokus på bæredygtighedstiltag. Den skulle være moderne, fleksibel og fungere som et vartegn for byen. Og det synes jeg, vi er lykkedes med.

Udover at være udnævnt som Årets Skolebyggeri 2021 i Sverige blev projektet også nomineret af de svenske arkitekter til den fornemme Kasper Salin-pris.

Bygget som plusenergihus

Da der var tale om et omkostningstungt projekt, lød opdraget tilbage i 2012 blandt andet på, at bygningens større tekniske installationer skulle være fleksible, forklarer PerEric Persson.

– Installationer som elektricitet, udluftning og sprinklere flyder derfor frit på hele overfladearealet. Det betyder, at alt kan placeres hvor som helst, og det kan skifte funktion. Inspirationen kom fra moderne kontorbygninger med fleksible, tekniske systemer, som gør det muligt at flytte forskellige funktioner til et nyt sted. Det kan sikre bygningen over tid, da den i fremtiden kan få nyt liv som for eksempel kontor, hotel, konferencecenter, let industri eller lignende. Det betyder også, at disse installationer kan bruges pædagogisk i den tekniske undervisning.

Derudover skulle Lindholmens Tekniske Gymnasium understøtte den grønne omstilling i forhold til materialevalg og energiforbrug.

På det savtakkede tag er der opsat 2.000 kvadratmeter solpaneler, der skråner mod syd.

Sammen med et geolager under jorden er der skabt et plusenergihus, som genererer energi – også til omgivelserne.

Symbol på innovation

Et andet punkt i opdraget var, at Lindholmens Tekniske Gymnasium skulle symbolisere innovation og kompetence. Med en placering i Göteborgs centrale havneområde mellem de gamle værfter Äran og Santos var det nærliggende at hente inspiration fra havnemiljøet, siger PerEric Persson.

– Det overordnede koncept for Lindholmens Tekniske Gymnasium er lange, frie spændvidder og store højder. Bygningen er frigjort fra omgivelserne, og med en drejning af bygningen skabes trekantede steder mod indgangene. Industriarven har inspireret både i forhold til design og materialevalg.

Om aftenen er dele af bygningen lyst op for at skabe en hyggelig stemning for de forbipasserende.

En følelse af barken fra fyrretræ

PerEric Persson fortæller, at de har fokuseret på at bruge holdbare materialer, da Lindholmens Tekniske Gymnasium står udsat for vind og vejr. Dertil er materialerne en del af bygningens arkitektoniske udtryk.

Flere mulige konstruktioner blev undersøgt i den første fase, og det endte med at blive en hybridkonstruktion med gulve og ydervægge af beton og bærende bjælker i limtræ. Begrundelsen lød på ønsket om robuste materialer, der kunne give patina.

– Træets gode miljøegenskaber var naturligvis også vigtige for beslutningen. Ud over limtrærammen er bygningen opført med vægge og forskellige enheder af massivt træ, blandt andet skolens store trappe, siger han.

De udvendige betonfacader er beklædt med mørkebrune mursten. Tanken er, at mursten, der skifter i forskellige dybder og nuancer, skal give facaden et varieret udtryk og en følelse af barken fra et fyrretræ.

Ro til fordybelse

KUB har desuden haft fokus på at skabe behagelige læringsmiljøer og give eleverne de bedste forudsætninger for læring og udvikling. Derfor var det vigtigt med god akustik, forklarer PerEric Persson, og valget faldt på Troldtekt akustikplader af træ og cement. De passer godt ind både i lokaler, hvor der skal være ro til fordybelse, og i de åbne fællesarealer med højt til loftet og et varieret lydbillede.

– Vi valgte Troldtekt på grund af materialets gode tekniske egenskaber med hensyn til lydabsorption kombineret med styrke og holdbarhed. Da vi brugte det til både lofter og vægge, var det meget vigtigt, at materialet har lang holdbarhed og kan ældes med patina uden skader. Materialets miljømæssige egenskaber og designet var også vigtige faktorer i valget.

Lofterne er beklædt med Troldtekt i lys natur, og til væggene er valgt en projekttilpasset Troldtekt løsning med fræsede spor i de grå akustikpladers overflade.

>> Læs mere om Lindholmens Tekniske Gymnasium og se billeder af byggeriet

FOTO: 
PerEric Persson, arkitekt i KUB Arkitekter.