Rum til generationsmøder
Huset Nyvang består af tre enheder: et ”boligkvarter” med boenheder til plejehjemmets beboere, en servicebygning og den integrerede daginstitution, hvor sidstnævnte har plads til omkring 130 børn i alderen 0-5 år. Formålet har været at binde enhederne bedst muligt sammen og skabe rammer for samvær, aktivitet og fællesskab på tværs af generationer. Derfor er centrale faciliteter som køkken og orangeri placeret mellem de to enheder med mulighed for at åbne op begge veje.
– Det er oftest børnene, der er på besøg hos de ældre. Indenfor kan de eksempelvis mødes i orangeriet, hvor børnene kan male eller lave andre former for aktiviteter. Udenfor bruger børnene gangstierne mellem boenhederne som udflugtsmål, fortæller Kristina Møller Hansen.
Fælles for mødestederne er, at de giver børnene mulighed for at udfolde sig kreativt og aktivt, mens de ældre enten kan deltage eller observere. Det er det delvist overdækkede bytorv et godt eksempel på. Det samme gælder oplevelsesstien, der forbinder boenhederne. Der er både sanse- og frugthaver til stor gavn for begge generationer.
– Ønsket har været at skabe miljøer, der indbyder til liv. Selvom de ældre ikke deltager aktivt, skaber det stor livsglæde for dem at kunne observere aktiviteten på afstand, fortæller Kristina Møller Hansen.
Et legende udtryk
I institutionen har det været vigtigt at skabe et legende og afvekslende arkitektonisk udtryk. Bygningen vrider sig i forskellige retninger og danner indvendigt små legelommer, der blandt andet bliver brugt til boldbassin og spejlrum. Børnehaven og vuggestuen forbindes af en fordelingsgang med forskellige temarum.
– Rummene har forskellige rumhøjder, alt efter hvor mange mennesker de er tiltænkt. Udefra ligner det arkitektoniske knopskydninger, der sammen med vinduer i varierende højder understøtter det legende udtryk, fortæller Kristina Møller Hansen.
Store glaspartier udvisker den traditionelle opdeling mellem ude og inde. Det samme gør de mange overdækkede terrasser, der forbinder daginstitutionens grupperum med de udendørs legeområder.
Lyst, moderne og robust
Til forskel fra plejehjemmet, der udstråler hjemlighed og genkendelighed til gavn for de demensramte beboere, har der i børneinstitutionen været fokus på at skabe et lyst og moderne udtryk. Kun farverige linoleumsgulve bryder det stilrene design.
– Det er en gammel forestilling, at børneinstitutioner skal ligne et hurlumhejhus. Børnene skal have mulighed for at gøre rummene til deres egne med tegninger, malerier og andre hjemmelavede kreationer – derfor er vægge og lofter holdt enkle og lyse, fortæller Kristina Møller Hansen.
I materialevalget har robusthed været et væsentligt parameter, fordi rammerne skal kunne holde til børnenes dagligdag. Alle materialer er slidstærke, samtidig med at de giver et sundt indeklima. Derfor er der også akustikplader fra Troldtekt på lofter og flere steder vægge i daginstitutionen.
– Der er både lyd og fart på børn. Det kræver rum med god akustik. De lyse akustikplader skaber en flot helhed på tværs af institutionen – særligt i aktivitetsrummene, hvor de går ned til gulvet. Samtidig skaber de et godt akustisk indeklima, der understøtter børnenes leg, fortæller Kristina Møller Hansen.