Cradle to Cradle Certified®: Ny direktør gør klar til at træde på speederen
Det cirkulære designkoncept Cradle to Cradle Certified® skal ud til endnu flere virksomheder. Det mener den nye administrerende direktør for Cradle to Cradle Products Innovation Institute, Elwyn Grainger-Jones. Med en række initiativer er han klar til at sætte skub i den nødvendige udvikling.
Elwyn Grainger-Jones virker ikke utålmodig, når man taler med ham. Men det er han, den administrerende direktør for Cradle to Cradle Products Innovation Institute.
I hele interviewet er han rolig og velovervejet, hvilket han også har al mulig grund til, når man læser hans CV. Briten, der er uddannet økonom, har allerede en imponerende karriere bag sig, der både tæller ansættelser i Verdensbanken, den britiske regering, FN og senest som direktør for CGIAR, der er verdens største netværk for landbrugsinnovation og -forskning.
– Efter at have arbejdet en årrække i den offentlige sektor ville jeg virkelig gerne arbejde mere direkte med private virksomheder, og da jeg hørte om stillingen her, lød det fascinerende, siger Elwyn Grainger-Jones, der tilstår, at han inden ansættelsen kun havde hørt om den skelsættende bog, der er fundamentet for instituttet.
Bogen, ’Cradle to Cradle: Remaking the way we make things’, udkom i 2002. Bag bogen stod den tyske kemiker Michael Braumgart og den amerikanske arkitekt William McDonough, og de to forfattere argumenterede for et opgør med ”brug og smid væk”-tilgangen til produktudvikling – og for et opgør med tanken om, at ”mindre skadelige” produkter var godt nok. Det er dette designkoncept, som Troldtekt har arbejdet efter siden 2012.
– Jeg tog et nærmere kig på bogen og blev virkelig fanget af konceptet, fortæller han, og i sommeren 2023 tiltrådte han stillingen som administrerende direktør for Cradle to Cradle Products Innovation Institute.
Det går for langsomt
Og det er her, at utålmodigheden begynder at skinne igennem. For selvom Elwyn Grainger-Jones mener, at der er sket betydelige fremskridt i forhold til at begrænse vores klima- og miljøaftryk, er tempoet stadig for langsomt i forhold til de presserende miljøudfordringer.
– Vi bevæger os alarmerende hurtigt i retning af at overskride de planetære grænser – og nogle steder ligefrem overskride dem yderligere. Vi risikerer at komme ind i alle mulige slags farlige onde cyklusser, hvilket kunne bringe os ind i virkelig ukendt territorie, advarer han.
Som eksempel nævner han byggeriets aftryk:
– Der er i dag 250 milliarder kvadratmeter byggeri i verden, og over de næste 40 år ventes der yderligere 250 milliarder kvadratmeter. Det svarer til, at branchen bygger, hvad der svarer til Paris – hver uge! siger han og skynder sig at tilføje, at der absolut sker positiv udvikling i retning af at begrænse aftrykket:
– Der sker helt klart noget med hastigheden i innovationen af nye løsninger. Bare i min karriere har jeg oplevet en imponerende forandring i folks mindset omkring de her spørgsmål. Men hastigheden i konkrete handlinger er stadig for langsom, siger han.
Og det er her, at instituttet og produktcertificeringen Cradle to Cradle Certified® ifølge Elwyn Grainger-Jones spiller en afgørende rolle. Fordi de giver virksomheder en konkret ramme og køreplan for at omsætte ESG-principper til handling.
Et middel mod stilstand og tom snak
Når det går for langsomt med at bremse klimakrisen, skyldes det ifølge direktøren blandt andet, at for mange virksomheder slipper afsted med tom snak. Dog tilføjer han, at EU’s Green Claims-direktiv netop vil gøre noget ved vildledende markedsføring. Ifølge Elwyn Grainger-Jones er Cradle to Cradle både et middel mod stilstand og mod greenwashing.
– Cradle to Cradle Certified er en tredjepartsverificeret anerkendelse af, at virksomhedens arbejde ikke bare er ren retorik. Virksomheder, der vil have certificeringen, skal virkelig i dybden., forklarer han.
Cradle to Cradle Certified, der nu er udkommet i en version 4.1, fokuserer på fem kritiske områder:
- · materialesundhed
- · produktcirkularitet
- · ren luft og klimabeskyttelse
- · vand- og jordforvaltning
- · social retfærdighed.
Den dybe og holistiske tilgang giver virksomheder mulighed for at gennemgå deres produkter og processer på et meget detaljeret niveau.
Ifølge Elwyn Grainger-Jones er Cradle to Cradle et godt supplement til de officielle ESG-rapporteringskrav, som stadigt flere virksomheder skal leve op til:
– At tage vores certificering er win-win, forstået på den måde, at det, man skal leve op til hos os, dækker så mange af EU-kravene – eksempelvis det digitale produktpas. Men der er også en række områder, hvor vores krav skaber innovation – såsom med cirkularitet – eller er skrappere. Eksempelvis er vores analyse af materialesundhed langt mere tilbundsgående, siger han.
Men Elwyn Grainger-Jones vil have mange flere virksomheder til at få øjnene op for Cradle to Cradle certificeringsprogrammet, og derfor har han sat gang i en række vigtige indsatser.
C2C til mange flere
I et tidligere interview med portalen Sustainable Brands har Elwyn Grainger-Jones fortalt, at Cradle to Cradle-certificeringen bliver anvendt af godt 500 virksomheder fordelt på 70.000 produkter. Men antallet af virksomheder skal ifølge direktøren mangedobles for at indfri potentialet og nedbringe virksomhedernes miljø- og klimaaftryk. Derfor er instituttet begyndt med et omfattende arbejde for yderligere at styrke værditilbuddet for certificeringsprogrammet. Kort sagt at fastholde Cradle to Cradle-certificeringen som en certificering på højt niveau, samtidig med at programmets anerkendelse øges, og omkostningerne reduceres, for at gøre certificeringen mere tilgængelig for virksomhederne:
– Vi er i fuld gang med at digitalisere certificeringsprocessen. Der vil selvfølgelig stadig være meget menneskelig interaktion med for eksempel vores vurderingsorganer, der stadig vil spille en meget kritisk rolle, men vi skal digitalisere resten af oplevelsen, siger han. Instituttet har netop udgivet en opdatering af sin primære standard baseret på brugeroplevelser og feedback. Instituttet er også ved at lancere en ny cirkularitetsfokuseret certificering og tilføjer nye eksterne anerkendelser såsom Tysklands DGNB for at styrke programmets allerede stærke anerkendelse på platforme som Amazon Climate Pledge Friendly, LEED og WELL.
– Certificeringer af denne art vil altid indeholde noget friktion. Standarden er ikke skabt for at være nem. Det nemme kan man få andre steder. Det vi kigger efter, er at fastholde Cradle to Cradle-certificeringens hårdt tilkæmpede ry som en certificering på højt niveau og fjerne den unødvendige friktion, så vi kan nå ud til flere, forklarer han og tilføjer, at en del af barriererne i certificeringsprocessen er blevet fjernet i den nyeste version af standarden.
På trods af sin utålmodighed er Elwyn Grainger-Jones dog fortrøstningsfuld:
– Min efterhånden lange erfaring med forandringsledelse inden for klima og miljø er, at det først føles og er virkelig svært. Det føles, som om det går langsomt, når man gør det, men når man ser tilbage, tænker man 'wow, vi opnåede meget', siger han.
FAKTA:
Om Cradle to Cradle Products Innovation Institute
- - Grundlagt som en non-profit-organisation i 2010
- - Instituttet består i øjeblikket af et nøgleteam på 20 medarbejdere og har kontorer i både USA (San Francisco) og Europa (Amsterdam)
- - Over 500 virksomheder verden over arbejder med standarden Cradle to Cradle Certified.
- - Det har ført til godt 1.000 certificeringer fordelt på ca. 70.000 produkter.
- - Virksomhederne er fordelt i Europa, Nordamerika og Australien