Almene boliger spiller en hovedrolle i dansk arkitekturhistorie

Almene boliger er lejeboliger, opført som offentligt støttet byggeri af godkendte boligorganisationer. Det medfører, at sektoren har en række sociale forpligtelser, herunder at tilbyde boliger til alle befolkningsgrupper, også til borgere med særlige behov, som for eksempel handicappede, psykisk syge, flygtninge og beboere, der skal genhuses midlertidigt. Kommunen har typisk råderet over hver fjerde bolig til at kunne anvise borgere.

Alt fra finansiering af nybyggeri, renovering af eksisterende boliger, boligstørrelse og aktiviteter, som en boligorganisation må involvere sig i, er underlagt almenboligloven. Almene boligforeninger står på tre ben: De er non-profit, de styres af beboerdemokrati, og de har en finansieringsmodel, hvor stat og kommune medfinansierer opførelsen af boliger og har mulighed for medbestemmelse i driften. Netop finansieringen betyder, at den almene boligsektor kan bruges som et finanspolitisk instrument, når der er behov for at sætte ”gang i samfundshjulene”. Det er derfor, at corona-epidemien har medført fremrykkede milliardinvesteringer.

Når boligorganisationerne bygger nyt eller renoverer, er de forpligtede til at skabe mest mulig værdi, og byggeriet skal have en god arkitektonisk, teknisk, sundhedsmæssig og miljø- og energimæssig kvalitet. Af samme grund ser vi – historisk og i dag – at innovative arkitekter har søsat mange bemærkelsesværdige almene boliger i hele landet.

Byggerier afspejler som regel den tidsperiode, de blev bygget i, og de almene boliger er derfor en vigtig del af den danske kulturhistorie. De illustrerer opfattelsen af den gode bolig og det gode liv i en given tidsperiode.

Idéen med almene boliger begynder helt tilbage under en anden epidemi – koleraepidemien i 1853 – hvor Lægeforeningen mod Coleras Udbredelse opførte Brumleby på Øster Fælled i København. Herefter finder arbejdere, fagforeninger og kooperativer sammen om at stifte boligforeninger til glæde for den svage del af befolkningen og børnerige familier. Priserne på fast ejendom stiger dog de efterfølgende år, hvilket gør det attraktivt at sælge jorden igen.

Det er først i tiden efter anden verdenskrig, at almene boliger – også dem, vi stadig ser i bybilledet i dag – især bliver bygget. Særligt fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne er byggelysten stor på grund af en massiv boligmangel. I den periode bliver omkring 70 procent af landets almene boliger opført.

– Det murede byggeri kan rask væk stå i 100 år. Det samme kan man ikke altid sige om datidens betonbyggerier, lyder det fra Sune Skovgaard Nielsen.

I 1980’erne bliver det tydeligt, hvor dårlig og udokumenteret kvalitet boligerne er bygget i, og der opstår mange skader i betonelementerne og de flade tage. Der er et stort behov for renovering, og de mange skader gør, at Byggeskadefonden bliver oprettet for at sikre kvaliteten og nedbringe omfanget af skader i nybyggeriet.

– Som modsvar til betonklodser i høje rækker ændrer byggestilen karakter til tæt-lav-bebyggelse med murede flader og pladebeklædning. Der er større nærhed og samhørighed mellem beboerne, de har en lille have, og de færdes i mindre fællesskaber. Efterspørgslen på almene boliger er heller ikke den samme længere, fordi ejerboligerne vinder frem, forklarer han.

1990’erne er en periode, hvor byggeriet er præget af postmodernismen, hvilket både gælder nybyggeri og renoveringer af almene boliger. Det indebærer, at der skal sættes kulør på de triste, grå betonelementer.

– Det er en tid med en nærmest kulisseagtig arkitektur. Man bruger dekorationer, farver og former, for eksempel malede farveskift over trappeopgange. Det viser sig dog at have en kort levetid – ikke rent fysisk, men det opfattes ikke som attraktivt i særlig lang tid og forsvinder mange steder igen, forklarer Sune Skovgaard Nielsen.

Det er dog også en tid, hvor de byggetekniske dyder fra 1940’erne begynder at vende tilbage. Der kommer lidt hældning på tagene igen efter årtier med fladt tag, hvilket er en god tendens rent funktionelt, da vandet bedre ledes væk.

Efter årtusindskiftet skeler arkitekter stadig til det tæt-lave byggeri og er generelt blevet mere bevidste om, at byggerier skal have en æstetisk længere levetid.

– I arkitekturen ser vi et mere robust og funktionelt byggeri, hvor udtrykket er blevet mere frit, men med fokus på, at folk skal have lyst til at bo der, siger Sune Skovgaard Nielsen.

Samme læring bliver videreført i 2010’erne og frem til i dag. De almene boliger skal være attraktive, være bygget i ordentlige materialer og have en god beliggenhed. Samtidig er dokumentation for bæredygtighed en tendens, hvor de almene boligorganisationer er blandt foregangseksemplerne, forklarer Sune Skovgaard Nielsen.

– I dag ser vi en større variation i byggerierne, og det bevirker, at en almen bolig også er for dem, som har andre muligheder. Der er attraktive tilbud for beboergrupper, som godt kunne leje eller købe bolig på det private marked, men som aktivt vælger en almen bolig.