Anlægsøkonomien spiller også en stor rolle i almene byggeprojekter, og det kan sprænge rammen, når man vil træffe ambitiøse materialevalg. Men omvendt behøver det langt fra være tilfældet.
– Vi oplever ikke, at certificeringen giver markant højere omkostninger, når den bliver tænkt ind fra begyndelsen. Her kan DGNB omvendt være en hjælp til at beregne og træffe de valg, der for alvor batter noget, siger Mette Qvist og fortsætter:
– For eksempel så vi i et byggeprojekt, at man i de mest brugte lokaler valgte et særligt gulv, som var dyrere i anlægsfasen, men som holder længere og er lettere at vedligeholde i driftsfasen. Så valgte man til gengæld et billigere alternativ til de øvrige lokaler, der ikke bliver brugt helt så meget.
Omkostningen til selve certificeringsprocessen vil typisk være mellem en halv og en hel million kroner. Mette Qvist oplever da også, at flere og flere almene boligorganisationer kommer med på certificeringsvognen. Det gælder især i og omkring Aarhus og på Fyn. Men også organisationer i Københavnsområdet er begyndt at stille krav om certificering.