En ny æra for Sønderlandsskolen
Historien om Sønderlandsskolen er på mange måder den klassiske fortælling. De første bygninger blev opført omkring 1950, og knopskydningen fortsatte i flere tempi helt op i 1980-erne. Til sidst stod man med en broget bygningsmasse, der ikke kunne leve op til nye tiders pædagogiske visioner. Noget radikalt måtte gøres, og i 2012 blev det besluttet at sammenlægge to byskoler og ombygge Sønderlandsskolen.
Det har været en kompliceret proces at forvandle den sympatiske -, men forældede arkitektur til en af landets mest moderne folkeskoler. Arkitektfirmaet Kjaer & Richter har varetaget opgaven i samarbejde med Søren Andersen Arkitekter og Rambøll. Anstrengelserne har båret frugt, og i efteråret 2017 kunne man slå portene op til en ny æra i skolens historie.
Den lille skole i den store
En af de markante nyskabelser er at skolegården er flyttet op i lyset på tagfladerne. Arkitekterne beskriver det på denne måde: ”Bygningen vokser så at sige ud af terrænet og griber fat i de omgivende udearealer med trapper og ramper, som kulminerer i et rekreativt taglandskab hævet over byens tage.”
Indendørs er Torvet skolens dynamiske - og pædagogiske omdrejningspunkt. I de fritstående rummøbler med høje rygge kan eleverne fordybe sig alene eller i grupper. Et stort cirkulært ovenlys binder etagerne visuelt sammen, og der er direkte kontakt til Multisalen, der på få minutter kan integreres i Torvet. Der er anvendt Troldtekt akustikplader i farven lys natur og med fin struktur i bl.a. Torvet, de åbne arealer og klasselokalerne.
”Valget af Troldtekt er baseret på et ønske om et rustikt loft med god holdbarhed, der kan stå i materialemæssig sammenhæng med tegl, træ og beton, som er gennemgående materialer på skolen. Et godt akustisk indeklima på skolen har været en væsentlig parameter ved valg af system under projekteringen”, fortæller arkitekt MAA Hanne Pedersen.
Tryghed og hjemlighed er nøgleord i en så stor skole. Derfor er bygningen også brudt ned i mindre enheder. Hvert klassetrin har egen indgang, og der er gjort meget ud af at skabe nicher til hygge og leg. Desuden er der arbejdet med at skabe transparens i bygningen. Både mellem ude og inde, men også fra gangarealer til undervisningsrum. Indeklimaet er i dele af skolen optimeret ved at installere Troldtekt ventilationsloft, som er baseret på lavimpuls-indblæsning og giver frisk luft uden træk, støj og synlige installationer.
”At loftet anvendes til indblæsning giver færre armaturer, og det er derved muligt at skabe en mere sammenhængende og visuel rolig loftsflade”, fortæller Hanne Pedersen.