Læringshuset i Høje-Taastrup flytter grænserne for rum og læring
Nu er dørene slået op for den nye skole med integreret daginstitution og fælles parkering for den nye bydel Nærheden.
Læringshuset Nærheden fungerer som Nærheden-kvarterets midtpunkt. Bygningen er en åben struktur, som åbner bygningen mod offentligheden og inviterer til nysgerrighed og inddragelse.
Bygningens nederste etager kaldet frontstage huser Læringshusets åbne funktioner, der retter sig både mod skole og bydelen. Her er idrætshal, bibliotek, makerspaces og science funktioner placeret. Herfra leder store interne trapper op til backstage, som huser læringsområderne.
Alle zoner har direkte adgang via bygningens ydre struktur bestående af mere end 4.000 m2 tagterrasser forbundet med trapper og indrettet med overdækkede udeværksteder samt legepladser.
Læringshusets særkende er den åbne struktur, som går igen fra den helt overordnede arkitektur til undervisningslokalerne. De ældste elever har helt åbne lokaler mens de mindste har mere velkendte typer rum med døre i glasparti. I det hele taget er skolens moderne arkitektur præget af visuel transparens og åbenhed mellem aktiviteterne, hvilket virker som en drivkraft for Læringshusets pædagogiske udgangspunkt i 21st century learning kvalifikationer: Kritisk tænkning, kommunikation, samarbejde og skaberkraft.
Ro og stoflighed i fleksible rum
Etagerne er forbundet af en bred trappe og et langsgående ovenlys. Det giver et naturligt centrum på etagerne, hvor der er mange åbne rum i den fleksible struktur. Derfor har arkitekterne valgt, at gulve og lofter er gennemgående, rolige flader. Det betyder også, at man med de valgte Troldtekt ventilationslofter får både en god akustik og et godt indeklima. Visuelt betyder Troldtekt lofterne, at loftfladen ikke er afbrudt af indblæsningsarmaturer, samtidigt med at loftshøjden øges og i processen har det krævet mindre koordinering.
Thomas Nørgaard, som er arkitekt og partner ved Christensen & Co fortæller, at netop akustik har været central i valget af materialer. Udover Troldtekt i lys natur på hele skolen er anvendt supplerende basabsorbenter over lofterne samt perforerede sinusplader på både facade samt indervægge:
”Troldtekt i lys natur giver et roligt, varmt og indbydende udtryk i bygningen og bidrager med en fantastisk akustik som understøtter et opgør med en konventionel opfattelse af læringsrum som 4 vægge gulv og loft - fremtiden er lige i Nærheden”.