Moderne læringsmiljø på ikonisk københavnerskole
Med respekt for den oprindelige arkitektoniske stil er Holbergskolen fra 1953 blevet helhedsrenoveret. Resultatet er et byggeri med tidssvarende lokaler og læringsrum - samt et sundt indeklima.
Nutidens pædagogiske principper har været omdrejningspunkt i renoveringen af Holbergskolen, som KANT arkitekter står bag. Den gennemgribende renovering er foretaget med respekt for den eksisterende arkitektur og tilsat et moderne twist.
Skolen har plads til 600 elever fra 0. til 9. klassetrin, og helhedsrenoveringen er sket, imens skolen har været i drift. Formålet har været at skabe et flerfunktionelt læringsmiljø, der tilgodeser børnenes forskellige behov og er tilpasset både leg, læring og afslapning.
Respekt for de eksisterende rammer
Skolen er tegnet af Carl H. Nimb i 1953, der også har tegnet Frederiksberg Rådhus. Derfor var det vigtigt at bevare elementer af den oprindelige arkitektoniske stil. Blandt andet står den karakteristiske murstensfacade og teglstenstaget tilbage, ligesom der indenfor er referencer til farver og materialer, der kendetegner datidens københavnske skolebyggerier – for eksempel det iøjnefaldende, grå linoleumsgulv.
Rum til aktiviteter
For at imødegå nutidens læringsprincipper er der blevet opført små rum til gruppearbejde, ligesom inventaret og indretningen er lyst, enkelt og indbydende.
Også skolegården er blevet opgraderet med spændende udendørsfaciliteter, og det samme gælder skolens to gymnastiksale, der i dag rummer et bredt spænd af aktiviteter. I salene og de tilhørende omklædningsrum er der monteret Troldtekt akustikplader, der bidrager til god akustik og et sundt indeklima.
Æstetisk sans for detaljer
Holbergskolen er kåret som Årets skolebyggeri 2019 på Nohrcons konference ’Fremtidens skole og læringsrum’.
I forbindelse med kåringen fremhævede juryen blandt andet, at moderniseringen har udvist stor respekt for det oprindelige byggeri med et superflot resultat til følge.