TEC Gymnasium med både struktur og former
H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby er tænkt og tegnet for unge med nysgerrighed og interesse for naturvidenskab. Arkitektonisk imødekommer byggeriet det naturvidenskabelige ved er være en meget rationel struktur, hvor runde hjørner gør bygningen organisk og levende.
Ørstedet er det centrale samlingspunkt på TEC gymnasiet, opkaldt efter H.C. Ørsted, og en del af det trippelhøje trapperum, som forbinder etagerne i bygningen. Husets struktur er direkte aflæselig inde som ude, da hovedgrebet er en stabling af afrundede, rumstore voluminer, der illuderer elektromagnetiske spoler.
Men de afrundede undervisningslokaler giver også en god dynamik mellem undervisningsrum og mellemrummene, hvor der er fint plads til gruppearbejde eller pauser. Husets stablede struktur betyder også, at bygningen er mindre i grundplan opefter, men den har til gengæld store terrasser, som fungerer som en forlængelse af undervisningen.
Godt indeklima er alfa og omega
Formmæssigt aflæses bygningen som meget organisk, som om den kunne vokse videre, men det udtryk står i fin kontrast til lodrette aluminiumslameller, der omkranser hele facaden og giver en mere streng homogenitet. Indenfor i det høje, luftige atrium er der også anvendt lister som værn og indre facade. Gymnasiet er præget af få materialer, der giver sammenhæng og er robuste.
I alle lofter har man valgt grå Troldtekt, som er med til at akustikken fungerer godt i såvel undervisningsrum, som værksteder og fællesarealer. Troldtekt Ventilation er integreret i loftet ved at udvalgte Troldtekt plader lader frisk luft diffundere ned i rummet uden støj eller træk. Efter huset er taget i brug fortæller husets pedel, at indeklimaet er utrolig velfungerende.