Lys skole henter inspiration i naturen

Hallernaskolens design er inspirereret af den omgivende natur og dens bakkede former. Der er i høj grad anvendt lyse træmaterialer, og Troldtekt akustikplader indgår i den nybyggede skoles arkitektur.

Akustiklofter fra Troldtekt i uddannelsesinstitution

Nord for Göteborg ligger landsbyen Hallerna i Stenungsund Kommune. Her har cirka 450 elever fra syvende til niende klassetrin fået nye rammer til den daglige undervisning.

Eleverne kommer fra forskellige folkeskoler, der går op til sjette klassetrin, og de fortsætter nu på den nybyggede Hallernaskolen, som stod færdigbygget i 2023.

Det er D Office arkitekter, som på vegne af Stenungsund kommune har tegnet den nye udskoling, som desuden også tæller en nybygget idrætshal. Skolen ligger tæt på et boligområde, og da indbyggertallet i kommunen vokser, er der behov for at sikre gode uddannelsesmuligheder.

Skolen har modtaget Stenungsund Kommunes Bygningspris 2023.

 

Inspiration fra det bakkede landskab

Hallernaskolen ligger naturskønt i grønne, bakkede omgivelser omgivet af fyrretræer – og det har netop tjent som inspiration til skolens arkitektur og valg af materialer. Derudover er der tænkt i energieffektive løsninger samt i at give elever gode og inspirerende læringsmiljøer, hvor der også er plads til at hygge sig i frikvarterer.

Udefra ses en facade, der består af både lyst træ og blikplader samt et indgangsparti af glas. Der er gode udendørsfaciliteter med både vandrestier og udendørs undervisningslokale.

Indenfor er der åbne og indbydende rum med vinduer hele vejen rundt i bygningen, så der altid er dagslys og direkte udkig til den omgivende natur. Det indvendige design er nutidigt, hvor der er lagt vægt på kvalitet og en lys og varm farvepalet kombineret med brugen af træ og Troldtekt akustiklofter i træbeton.

Et karakteristisk rum for bygningen, som også er blevet det naturlige samlingspunkt på Hallernaskolen, er det ovale, indvendige auditorium, hvor lærere og elever kan samles til foredrag og diverse aktiviteter.

 

Troldtekt akustikplader på skolen

For at sikre god akustik til både lærere og elever er der valgt Troldtekt akustikplader til lofterne på Hallernaskolens fællesarealer.

De mere end tusind kvadratmeter Troldtekt akustikplader – fortrinsvis hvidmalede – er monteret i et synligt T-skinnesystem, som skaber visuel struktur i de store loftsflader og dermed også bidrager til rummenes design.