Moderne folkeskole i historiske omgivelser
Grundschule Am Jungfernsee i Potsdam, Tyskland, er kendetegnet ved korte afstande, klare strukturer og et designkoncept, der er rundet af de fredede omgivelser i området omkring "Die Rote Kaserne".
Klasseundervisning i små mørke klasseværelser hører fortiden til – moderne skolebygninger er fleksible, har åbne læringsområder, et attraktivt design og er rare at opholde sig i.
Sådan er det også i den nye barrierefri folkeskole med tilhørende sportshal ved søen Jungfernsee i Potsdam lidt sydvest for Berlin. Den fladtaget skolebygning i to-etager ligger i umiddelbar nærhed af den historiske "Rote Kaserne" fra slutningen af det 19. århundrede og er – ligesom kasernen – opført i røde mursten. Facaden i stueetagen er delvist beklædt med grå aluminiumselementer og står sammen med de grå vinduesrammer i kontrast til de røde mursten med uregelmæssig struktur, der dominerer resten af bygningen.
Åben og lys foyer
Den lyse foyer med ovenlys og en bred trappe med integrerede siddetrin er åben og nem at orientere sig i og ligger centralt i forhold til bygningens øvrige dele. Fra foyeren er der adgang til den multifunktionelle kantine, som er forbundet med en række indergårde, der er udformet som grønne klasselokaler.
På den øverste etage af bygningen, der er bygget op omkring et armeret betonskelet, er der tre såkaldte klynger, som hver især består af flere rum grupperet omkring en atriumgård med en tilhørende læringsø. I overetagen ligger der desuden et lærerværelse, et bibliotek med medierum samt flere opholdsområder til eleverne.
Akustikplader som en del af det overordnede koncept
En kombination af grå og hvide betonvægge, træ-, glas- og aluminiumselementer, gulve i støbeasfalt og lyst linoleum samt indbyggede garderobeskabe i forskellige farver giver bygningen et roligt, klart og struktureret udtryk indvendigt. De naturfarvede akustikplader, der er monteret i loftet, matcher det overordnede designkoncept perfekt og udfylder en vigtig rolle i en ofte støjende skoledag.
Prisbelønnet arkitektur
Grundschule Am Jungfernsee, som er tegnet af SEHW Architektur GmbH, fik en "Special Mention" fra GERMAN DESIGN AWARD 2022 i kategorien "Excellent Architecture" og er desuden blevet tildelt BDA Preis Brandenburg 2020.