Perfekte læringsbetingelser
Den nybyggede Gotthard-Müller-Schule i Filderstadt syd for Stuttgart har med sine bløde, organiske former et både moderne, levende og charmerende udtryk.
Den fem etager høje barrierefri bygning på Bernhäuser Campus har et areal på næsten 6.200 kvadratmeter og rummer 85 lokaler til knap 500 børn og unge. Den nye skolebygning, der er tegnet af arkitektbureauet Behnisch Architekten fra Stuttgart, virker åben og indbydende med sine store altanarealer, der omkranser hele bygningen, og den store grønne tagterrasse, der ligger i forlængelse af skolens billedkunstlokaler på øverste etage.
Mellem skolen og dens nabo, det lokale gymnasium, ligger der et torv, som både bruges som festivalplads og mødested for de mange elever. Torvet, der har flere højbede med gode siddemuligheder, minder om et græsk amfiteater.
Lyst, åbent og farverigt
Den nye bygning, som er præget af meget lys og store åbne trappeforløb indvendigt, omfatter desuden en kantine, et bibliotek, en lang række faglokaler og flere såkaldte læringshuse. I modsætning til de fleste andre skoler er disse læringshuse struktureret, så der altid er to klasseværelser, der er forbundet med hinanden via et grupperum. De brede gangforløb, der fungerer som læringsgader, er udstyret med en lang række små nicher, som eleverne kan trække sig tilbage til.
Lyse forårsfarver som gul, grøn og orange på de øverste etager formidler en afslappet feel-good-atmosfære og fungerer samtidig som orienteringshjælp, da de alle er knyttet til et særligt alderstrin eller et bestemt anvendelsesformål. Stueetagen med køkken, administration, faglokaler, teknikrum og kantine er holdt i neutrale farver. Farverne går igen på den nye bygnings facade.
Akustikplader som en del af det overordnede koncept
Arkitekterne har opfyldt bygherrernes særlige krav til optimeret akustik i klasseværelserne og i den store kantine ved hjælp af akustikloftsplader fra Troldtekt. De umalede plader får deres farve fra det træ, der indgår i materialekompositionen i produktet, og er et perfekt match til de markante gulve i varm gul, de farvede vægge og de mange træelementer.