Fremtidens fodspor

I landsbyen Feldballe på Djursland er tilbygningen til byens friskole et bygget eksempel på smuk arkitektur opført i biobaseret byggemateriale.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I Feldballe Friskoles nye fysik-/kemi-/naturfagsundervisningslokale er der højt til loftet med synlige trækonstruktioner og store ovenlysvinduer mod nord. De nye lokaler er i det hele taget rige på dagslys fra flere retninger. De dybe vinduesnicher er også indrettet til, at man kan tage ophold og kigge ud. Bygningen er opført i nøje udvalgte materialer, hvor der ikke er gået på kompromis med indeklimaet.

Tilbygningen til Feldballe Friskole er i høj grad blevet den særlige og vellykkede bygning med hjælp fra naboen, Firmaet EcoCocon Danmark, som gik ind i samarbejdet med skolen og Henning Larsen Architects.

Tilbygningen optager mere CO2, end den afgiver, idet den er opført i træ og halmisolering. Halmelementerne har fået innovationsprisen i 2019 for ”regionalt tilgængelige og fornybare materialer”. Produktet er Cradle to Cradle-certificeret (sølv) og opfylder passivhus standard.

Åndbart og levende rum

Indeklimaet i undervisningslokalerne er helt i top. Konstruktionen er åndbar trods den gode isolering og afgiver ingen afgasning. Rumligt har huset også store kvaliteter. Loft til kip med Troldtekt akustikplader på loftsfladerne giver, udover en god akustik, også en stor ro til rummet.

Troldtekt akustikpladerne er valgt med kanten K0-U, som giver et præcis udtryk og tydeligt forbandt. Loftets træ korresponderer fint med rummets ”sokler” i træfinér og trælisterne ved vinduerne. Omvendt giver de mange og store vinduespartier en rar dynamik til rummene.

Udvendigt er både facader, tag og det store udhæng beklædt med Thermowood, som selvfølgelig harmonerer med et hus opført i træ.