Mere træ, færre lag
På DTU har man nu taget den første bygning i brug, hvor træ er det bærende materiale i alle konstruktioner. Det er passende klimalaboratoriets kontorområde, som er bygget sammen med Climate Challenge Laboratory i bygning 313.
Den seks etager høje bygning har en åben indgangsetage med plads til ophold og uformelle møder. Etagen er markeret ved et robust gulv i naturskifer, som man ser i flere DTU-bygninger, og med kig til et af husets atrier. Laboratorierne er samlet i den ene side af bygningen, mens kontorfaciliteterne ligger på de overliggende etager. Et atrium i forbindelse med hovedtrappen samler etagerne samtidigt med, at der også er dobbelthøje rum på hver etage, der skifter mellem de to yderfacader.
Arealet omkring atrierne er indrettet med tekøkkener, mødeborde og uformelle, bløde møbler. Således indbyder rummet til, at medarbejdere i forskellige funktioner mødes. Trækonstruktionerne er imponerende og deres ærlige fremtoning styrkes af trapper i træ og Troldtekt på lofter og udvalgte vægge. Ved at bruge færre lag af materialer har CCO arkitekter arbejdet med verdensmålene 3 og 12, som har til formål at minimere materialeforbrug og nemmere adskillelse og genbrug.
Nedtonet lyd og farvevalg
Til trods for de mange udfordringer med trækonstruktioner, verdensmål og certificeringer, opleves bygningen meget ligefrem og indbydende med et arkitektonisk overskud. Der er skabt en fin balance mellem en spændende, rumlig kompleksitet og en homogenitet i materialer og farver.
Troldtekt i lys natur er anvendt på alle lofter i både atriet og på de enkelte kontorer, hvorved en god akustik er sikret. På betonmuren, der vender ind mod laboratorierne, anvendes Troldtekt også i større felter eller formationer, men i den varmere farve clay. En flot og enkel løsning.
Ved at opføre en bygning i trækonstruktioner og med klimavenlige materialer i øvrigt, har man sparet store mængder beton og dermed CO2. Derved positionerer DTU 313 sig som en stærk inspirationskilde til byggeri, der både anvender cirkulære principper og er æstetisk.