Friluftsliv i smukke rammer
Silkeborg Trailcenter er et fint lille længehus med klassiske kvaliteter
Landskabet omkring Silkeborg er i verdensklasse. Det er et stærkt kuperet terræn med skovklædte bakker, der er formet af istiderne og gennemskåret af Gudenåens snoede forløb. De mange store og små søer danner et eventyrligt paradis for dyreliv, og Slåensø er Danmarks reneste sø med vand, der kan drikkes direkte. I nærheden står også Nordens højeste træ - en Douglasgran på hele 53,7 meter.
Det er derfor naturligt at Silkeborg kalder sig Danmarks Outdoor Hovedstad. Byen ligger simpelthen ideelt som udgangspunkt for oplevelser i naturen. Det gælder vandreruter, udfordrende løbeterræn og perfekte spor til mountainbikere. Det nye Trailcenter ligger placeret netop på grænsen mellem by og natur og inviterer til at blive brugt af en bred vifte af brugere, herunder privatpersoner, foreninger, skoler og ældrecentre.
Bygningen er opført i træ med en indre kerne i insitustøbt beton og har form som et sortmalet længehus. Hovedindgangen er flot markeret med en bue i sorte trælameller, der bryder den stramme form og byder velkommen. Mod syd er der en udendørs overdækket terrasse, hvor man kan sidde beskyttet mod sol og regn.
Interiøret er smukt disponeret og har bl.a. et lyst fællesrum på 80 m2, der kan stå i åben forbindelse med terrassen. Loftet er beklædt med Troldtekt i lys natur og har synlig ventilation som en del af det enkle og uformelle udtryk.
Derudover er der et hyggeligt klublokale med tilhørende køkken, og det hele kobles sammen af en fin højloftet forbindelsesgang, der også giver adgang til toiletter og omklædning. Materialerne spiller flot sammen i hele bygningen, og stedet er en udflugt værd - med eller uden cykel.