Vand, leg og velvære
Det nye Lalandia i Søndervig er allerede en populær destination for familier.
I juni 2022 åbnede det tredje Lalandia – Lalandia i Søndervig. Det velklingende navn er den latinske betegnelse for Lolland, hvor det første Lalandia åbnede i 1988. Konceptet har vist sig at være særdeles vellykket, og besøgstallet vil blive tæt på 1,5 mio. gæster årligt for de tre centre tilsammen. Størstedelen af gæsterne kommer fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
I det tropiske badeland – kaldet Aquadome - er vandet altid 28 grader og luften 30 grader. Den gigantiske hal rummer bl.a. hele 14 rutsjebaner og et bølgebassin til surfere. Der er mulighed for at få tips og vejledning af surfinstruktører og hjælp til at suse med gummibåd gennem den store Tornado-rutsjebane, der som flere af de andre baner også slanger sig uden på selve bygningen. En række mindre bassiner og aktiviteter henvender sig til de yngste børn, der kan boltre sig i trygge omgivelser, hvor årvågne livreddere holder øje med alle.
Indendørs festival
Udover at være et ekstraordinært badeland, er Lalandia også et center for adspredelse, med bl.a. spillehal, padelbaner, shopping, udendørs poolområde og ikke mindst flere typer restauranter. Der er gjort meget for at gøre stemningen afslappet og uformel. På en måde minder Lalandia om en indendørs festivalplads med boder og aktiviteter forbundet med snoede stier.
Der er plads til 1600 gæster på samme tid, og det stiller naturligvis store krav til både volumen og akustik. Især aktiviteterne i Aquadome er krævende rent lydmæssigt, fordi plaskende vand mod fliser og bølger i bevægelse i sig selv giver masser af lyd fra sig. Dette er løst med partielle felter af Troldtekt på de store vægge og med Troldtekt i loftet over børnebassinet.
I restauranterne er akustikken også effektivt dæmpet med Troldtekt lofter, og det samme gør sig gældende i mange af de mere sekundære områder, som omklædning og deslige.
Udover selve centeret, så udlejer Lalandia også 464 feriehuse, som er opført i tilknytning til den store hal. De er placeret i et fladt terræn lige nord for aktiviteterne, og feriegæsterne har dermed meget kort afstand til både forlystelserne, bylivet og Vesterhavet, som ligger blot 500 meter derfra.
Husene er forskellige i både størrelse og udformning, men fælles for dem er, at lofter i alle rum er Troldtekt. I alt er der leveret ca. 24.000 m2 Troldtekt, enten som tagkassetter eller til almindelig skruemontering.