Svømning og fritidsliv i Belgien

Fantastisk design og rolige omgivelser skaber et perfekt miljø til at svømme og nyde livet.

Troldtekt akustikplader tåler fugt og er derfor meget velegnet som akustikloft og vægbeklædning i f.eks. svømmehaller
Foto: Maria Bax

Det renoverede Kapermolen svømmebad i Hasselt i Belgien blev indviet af byens borgmester i 2016. Badet ligger tæt på byens smukke japanske have og forlystelsesparken Plopsaland samt i gåafstand fra Hasselts bymidte.

Det samlede areal er fordoblet i forhold til den tidligere svømmehal og har nu plads til op til 3.000 svømmere på én gang. Komplekset omfatter et stort konkurrencebassin, der måler 25 m x 20 m, og hvis bund kan sænkes, så det også kan bruges til udspring. Besøgende har desuden adgang til et mindre bassin på 25 m x 10 m, en større vandrutsjebane, et børnebassin og et bølgebassin. Når vejret tillader det, kan man også benytte det olympiske udendørsbassin, solbade på græsplænen eller besøge den såkaldte Bermuda Beach Bar.

Der er desuden arbejdet med tilgængeligheden. ”For eksempel er stedet nu meget bedre indrettet til brugere med handicap,” siger borgmesteren. ”En mobillift gør det muligt for personer med handicap at benytte de forskellige bassiner.”

Energibesparende løsninger, der kan bidrage til at minimere driftsomkostningerne, var en vigtig del af projektoplægget. Disse omfatter trelags vinduer, automatisk overdækning af udendørsbassinet og solid isolering i væggene. Resultatet er et stærkt reduceret energiforbrug og en besparelse på tusindvis af euro om året. Et andet aspekt af renoveringen var installationen af Troldtekt træbetonplader for dermed at forbedre akustikken i den gamle bygning og skabe et mere behageligt indeklima for brugerne. Pladerne er en enkel, men effektiv og æstetisk løsning på problemer med genlyd på grund af de mange hårde overflader i det store poolområde.

”Det er altid interessant, når man som arkitekter står over for at skulle renovere en eksisterende bygning og tilføje et vigtigt nyt bygningselement, som skal passe ind i det samlede koncept. I dette tilfælde har Kapermolens svømmebad eksisteret i 50 år, og det har altid været en meget vigtig bygning med en skøn beliggenhed i byen. Badet har haft stor betydning for de lokale beboere og været et sted, hvor de har dyrket deres fritidsaktiviteter og nydt omgivelserne,” siger Bernard Van Zeebroek fra Artabel arkitekter.

”Da vi begyndte at planlægge renoveringen, blev vi inspireret af stedets popularitet. Som årene er gået, er der naturligvis kommet nye byggeidéer og designkoncepter til, og de har også haft indflydelse på vores indretning af svømmebadet og dets funktioner. For eksempel er der ikke mange svømmehaller, hvor gulvet kan sænkes for at skabe et dybere bassin til udspring. Udsigten var også vigtig, og gulv-til-loft-vinduerne kom derfor til at spille en rolle i designet. Samtidig er nye faciliteter kommet til, der gør stedet mere attraktivt for ikke-svømmere.”

”Som på skoler er et af de største problemer i indendørs svømmehaller naturligvis støjniveauet og lyden af opstemt snak og leg. Lyden bliver forstærket af den store vandoverflade, og derfor var det enormt vigtigt at udvælge de rette overfladematerialer, som kunne absorbere denne uønskede lyd på en effektiv men diskret måde.”

”Som arkitekter var vi ikke et øjeblik i tvivl. Vi har ofte brugt Troldtekts højeffektive akustiske loft- og vægpaneler til gavn for vores mange kunder. Farven lys natur med fin struktur var et bevidst valg fra vores side – det er med til at skabe de perfekte omgivelser til svømning og fritidsliv.”