Villa Octagon

En oktagon er et polygon - en geometrisk figur i planet - med otte hjørner og otte kanter. Villa Octagon er navnet på et lille byhus, opført i 2012-13, der indpasser sig skulpturelt mellem tre historicistiske villaer i øgadekvarteret i Aarhus.

Troldtekt, Villa Octagon
Foto: Thomas Mølvig, architect MAA

På trods af sin beskedne størrelse er det et hus, der i dén grad er med til at give hele gaden ny vitalitet med sin charmerende fremtoning.

Villa Octagon har sin inspiration i arkitekten Palladios kendte Villa Rotonda fra 1500-tallets Venedig. Villa Rotondas særkende er en korsform med to stærke symmetriakser, som mødes i et rundt centralrum. Villa Octagons centralrum er til forskel en ottekant og akserne er diagonale, sådan at kikkene fra lejlighederne vender mod naboernes haverum og man undgår generede kig direkte ind i hinandens boliger.

Dekorative lister bryder fladerne

Interiøret er præget af gode materialer og smukke, rumlige virkninger. Lofterne i køkkenalrum og i selve trapperummet er partielt beklædt med Troldtekt, som passer perfekt til husets atmosfære i øvrigt. Troldtekt pladerne er adskilt med en træliste, som skaber en dekorativ effekt og bryder fladens monotoni.

Arkitekt Kjeld Ghozati siger: ”Anvendelsen af Troldtekt var et oplagt valg for at sikre en god akustik, samtidig med at materialet er i fin harmoni med anvendelsen af limtræskonstruktioner i projektet. Det er en god og enkel løsning med en optimal akustisk virkning”.