En bolig, ét rum
Det sorte træhus ved vandet har mange vinkler og retninger, mens taget har én hældning og binder rummene sammen. En stærk dynamik, der præger husets identitet og oplevelsen af stedet. Kendetegnende for boligen er også listeloftet med Troldtekt bag, der akustisk muliggør det åbne rum.
Med udsigt til Aarhus Bugten og gåafstand til strandkanten ligger boligen i Skæring rigtig godt. Efter mange år i Aarhus C trængte familien til forandring, og i første omgang købte de et sommerhus på samme grund. Det nye hus, tegnet af Mette Wienberg Architects i Aarhus, ligner ikke et sommerhus, men har nogle af de samme kvaliteter som den åbne bolig og kontakten til vandet. Og så er det opført i træ og med udpræget brug af træ i boligen.
Egetræsmøbel forbinder rummene
Man ankommer til husets store køkkenalrum, hvorfra man tydeligt fornemmer rummets kontakt til boligens øvrige etager og rum. Et stort "møbel" i egetræ indeholder skabe og leder både til stuen på overetagen og til arbejdsrum nedenunder. Samtidigt peger det store, skrånende loft også mod udsigten og overetagen. Troldtekt loftet er næsten skjult bag de hvide trælister og passer fint ind i huset med mange bløde overflader.
Loftet stiger - lyden bliver, hvor den er
Niels Albertsen fortæller om familiens nye bolig, at det har været fantastisk selv at være med i processen omkring byggeriet. "Huset rummer både plads til at trække sig tilbage og være sammen på en gang og så er akustikken fantastisk trods den store loftshøjde". "En særlig fin, næsten barok, detalje i huset er, hvor man går ned ad trappen langs trævæggen til underetagen og loftet samtidigt stiger mod overetagen og lyset kommer fra flere retninger", fortæller Niels Albertsen.