Familieliv i certificerede rammer

Villa Grenaa har papir på, at enfamiliehuset er primært opført i PEFC-certificeret træ og certificeret efter den højeste standard i DGNB (platin). For familien begyndte det hele med en simpel drøm om et træhus.

Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i den private bolig
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Da familien Friis Thaagaard købte en byggegrund lidt uden for Grenaa på Djursland, var det for at bygge et hjem i træ. Undervejs i processen steg ambitionsniveauet, og drømmen om at bo i en helt igennem certificerede bolig tog form.
 
– Det virkede dumt ikke at bygge certificeret, når det er muligt. Der er store globale udfordringer omkring os, som vi ikke kan løse med en enkelt villa, men vi valgte at gå forrest og bygge et enfamiliehus, som kan blive DGNB-certificeret. På den måde håber vi at gøre det nemmere for andre familier, forklarer Dennis Friis Thaagaard.

I efteråret 2020 opnåede Villa Grenaa som det første enfamiliehus i Danmark en DGNB-certificering – endda med den højeste udmærkelse, platin. DGNB er den mest udbredte certificering inden for byggeri i Danmark. Ordningen sikrer huset på både det sociale, økonomiske og miljømæssige plan – undervejs i byggeprocessen og i det færdige hus.

Udvalgte materialer

Villa Grenaa, som familien kalder deres hus, er et etplanshus med træbeklædte ydermure og store panoramavinduer. Her er solceller på taget, lerklinede vægge, ventilationsvinduer, varmepumpe, isolering med træflis og vand fra brusere, der bliver genanvendt i toiletter og vaskemaskine.

– Vi har gået efter at bo blandt de bedste materialer, fordi vi tror på, at det fremmer vores sundhed. Og vi ved med sikkerhed, at det giver os et hus, som er dejligt at opholde sig i. Her er det rart at trække vejret. Det er livskvalitet for os, siger Dennis Friis Thaagaard.

Eksempel hjælper tagudhænget med at holde varme inde i huset. Og så er alle materialer nøje udvalgt med blik for, hvad de indeholder, hvordan de er produceret, og hvordan de kan blive genbrugt.

Alle lofter i huset er beklædt med hvidmalet Troldtekt, mens familien har valgt sorte Troldtekt akustikplader til tagudhængene som en æstetisk finesse.

– Troldtekt giver os markedets bedste akustik, og så er vi begejstrede over måden, Troldtekt er produceret på. Det et stort plus, at Troldtekt kun anvender certificeret træ, siger Dennis Friis Thaagaard. 

Certificeret træ

Foruden DGNB-certificering er hjemmet den første familievilla i verden, som har fået en PEFC-certificering. Certificeringen bliver brugt til at vurdere, hvorvidt træet i en bygning kan spores tilbage til ansvarligt skovbrug.

I familievillaen er der blandt andet brugt træ til gulvbrædder, vægbeklædning, isolering med træflis – og Troldtekt akustiklofter.

– Alt træ i vores hus kommer hovedsageligt fra de nordiske skove – og en lille smule fra Tyskland. Hver gang vi har fået leveret byggematerialer med træ, har vi skullet tjekke og dobbelttjekke alle følgesedler. Det er lidt af et arbejde, men vi er stolte over at gå forrest og flytte ind i det første PEFC-certificerede familiehus, siger Dennis Friis Thaagaard.