1970’er-stilen lever i villaens nye look
I en gennemrenoveret, arkitekttegnet villa i Viborg lever 1970’er-stilen i bedste velgående. Her er grønt køkken, rå rødbrune murstensvægge, højt til loftet og god akustik.
En kort gåtur fra Viborg Domkirke og ikke langt fra skoven og søen bor Anja Bloch-Hamre med sin kæreste, Jan Færch. I den gennemrenoverede villa bor også parrets to børn på tre og fem år. Villaen købte familien i 2011, og de har sidenhen løbende renoveret hist og her. I 2016 fik villaen så den helt store tur. Her blev blandt andet lagt nye plankegulve, installeret nye elementer og monteret Troldtekt lofter for at sikre en god akustik i et hjem med mange hårde overflader – dog med én ting for øje: at holde 70’er-ånden intakt.
– Vi valgte blandt andet at bevare de synlige mursten indenfor – her står nemlig fire rødbrune murstenssøjler fra gulv til loft ned gennem huset. Også hele endevæggen i både stuen og køkkenet er bibeholdt i rå mursten. Det var jo én af de ting, vi faldt for ved huset, fortæller Anja Bloch-Hamre.
Højt til (akustik)loftet
I den 225 kvadratmeter store villas oprindelige indretning lå spisestuen og køkkenet i hver sin ende af huset. Det fungerede ikke optimalt, så med hjælp fra en arkitekt fik familien samlet køkken og spisestue centralt i huset og åbnet op til den tilbyggede udestue.
– Vi ville gerne udnytte rummene bedre. Derfor fik vi hævet taget på udestuen op i en vinkel, så vi nu har høje vinduer ud mod haven, der lukker en masse lys ind i spisestuen, fortæller Anja Bloch-Hamre og fortsætter:
– I og med at vi fik højt til loftet, fik vi også mere rumklang. Derfor valgte vi at få Troldtekt lofter i hele huset. Akustik betyder meget for os, da vi er glade for musik og god lyd. Med Troldtekt loftet føles lyden i rummet rund og blød, og loftet skaber en god atmosfære i rummene.
Det akustiske valg
Da familien flyttede ind i det oprindelige hus i 2011, kunne de tydeligt mærke, hvordan rummenes forskellige materialer påvirker akustikken.
– I stuen var der oprindeligt væg-til-væg-gulvtæppe, og i køkkenet var der plastic-gulv og et glat loft. Akustikken var langt bedre i stuen, hvor der var gulvtæppe. I ombygningen fjernede vi de faste gulvtæpper i stuen og fik monteret Troldtekt lofter, som gør rigtig meget godt for akustikken, fortæller Anja Bloch-Hamre og fortsætter:
– Vi kendte begge to Troldtekt på forhånd, og vi har også venner, der har bygget nyt hus med Troldtekt lofter. Her kunne vi mærke, hvordan det virkede, og det understregede ligesom bare, at Troldtekt var det rigtige.
Der er monteret hvide Troldtekt lofter med ultrafin struktur og en faset kant i hele villaen.
Stilen er ført videre
Det var oprindeligt den brune farve, der dominerede villaens indretning: Brune gulve, brunt badeværelse og brunt køkken. Huset ånder stadig 70’er-stilen, men dog i en noget mere opdateret og moderne udgave.
– Vi har så vidt muligt prøvet at holde stilen intakt. Vi kunne egentlig godt lide huset, som det var, og derfor har vi generelt prøvet at finde elementer, der passer ind. Vi har blandt andet valgt grønne køkkenelementer med cirkelgreb, som stadig lugter en smule af 70’erne, fortæller Anja Bloch-Hamre