Tureby

Familien Andersen fra Tureby behøver ikke længere kæmpe indbyrdes for at få ørenlyd. Vinderen af loftskonkurrencen for 2011 har med Troldtekt akustik Plus i husets centrale rum fået bugt med den rungende akustik - foruden de generende kuldebroer.

Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

"Lydniveauet var blevet en dårlig spiral. Hvis børnene så fjernsyn i stuen, var det umuligt at føre en samtale i køkkenet. Så talte vi lidt højere, fjernsynet fik et nøk opad i volumen – og sådan fortsatte det…"

Alex Andersen har rækkevis af eksempler parat, der illustrerer, hvad dårlig akustik kan gøre ved stemningen i et ellers perfekt hus. Familien har boet i deres smukke træhus i Tureby siden 2004. De har selv tegnet og bygget det meste af huset, som rummer flere spændende detaljer. Særligt er de glade for husets centrale rum, stuen, hvor loft til kip og to trekantformede karnapper giver rummet et flot særpræg og et skønt lysindfald.

Skik på kuldebroerne

Desværre viste kombinationen af højt til loftet, gipsvægge og parketgulve sig at være en dårlig cocktail, når det kommer til lydmiljøet. Derfor meldte Alex familiens hus til Troldtekts konkurrence om et sponsoreret akustikloft – og vandt.
Familien har ad to omgange fået Troldtekt sat op i stue og køkken.  Alex Andersen monterede selv pladerne med kyndig hjælp fra sin bror, der er tømrer. Monteringen gik rimelig smertefrit, selvom der var mange ”skæve vinkler” i rummet, som krævede en eksakt tilskæring. 

"Vi havde også en udfordring med nogle kuldebroer et par steder. Men det løste sig så fint, blandt andet fordi vi fik de særlige Troldtekt plader med indbygget isolering", fortæller Alex Andersen.

Mærkbar forskel

For at matche husets hvide vægge faldt valget på en hvidmalet variant i ultrafin struktur. Og Alex er yderst tilfreds med resultatet:

"Det er bare blevet flot, og huset kan sagtens bære det. Vi var lidt bekymrede for, om skruerne ville være synlige, men de ses knapt."

I forhold til lyden har ændringen været mærkbar fra start.

"Det lyder måske mærkeligt, men vi kunne faktisk høre forskel, allerede mens vi monterede, og der kun var sat 5-6 plader op. Og nu, hvor det hele er færdigt, kan vi mærke effekten så godt, at vi overvejer at få samme løsning i husets andre værelser", siger Alex Andersen.

I mellemtiden kan familien fra Tureby glæde sig over det behagelige lydmiljø i husets hjerte – hvor både stemmelejet og fjernsynet er skruet betragteligt ned.