Sommerhus med rå æstetik og elegant akustik
Da Ivar og Dorthea overtog familiesommerhuset i 2015, besluttede de sig for at rive det gamle hus ned og opføre et nyt. Mens facaden af ubehandlet lærketræ understreger husets rå og nordiske udtryk, sikrer en elegant listeloftløsning samspillet mellem akustik og æstetik.
På en stemningsfuld grund ved Hulsig syd for Skagen har Ivar og Dorthea opført et nyt sommerhus for hele familien. Da de overtog den nordjyske sommerhusgrund fra Ivars forældre i 2015, besluttede de sig for at rive det eksisterende og nedslidte sommerhus fra 1967 ned. I stedet opførte de et nyt træhus.
Et af ejernes største ønsker til det nye sommerhus var, at det skulle være så vedligeholdelsesfrit som muligt. Derfor er husenes ydre facader beklædt med ubehandlet lærketræ, som bidrager til husets stramme modernistiske stil.
– Interiøret er tro mod husets udvendige udtryk. Væggene er beklædt med krydsfinerplader af birketræ, som er behandlet med gulvlak. Sammen med husets store glaspartier resulterer det i, at rummene domineres at hårde flader, og vi anbefalede derfor ejerne at vælge en lydabsorberende loftløsning, fortæller Hanne Lind-Bonderup, der er arkitekt og partner hos Tegnestuen LBB3.
Funktionelt og æstetisk
For at sikre en god akustik valgte ejerne derfor et loft af Troldtekt akustikplader i samtlige af husets rum. På pladernes underside er der tilføjet trælister, som får loftet til visuelt at spille sammen med husets øvrige udtryk.
– Vi var inspireret af et loft, vi havde set på Nordiska Akvarellmuseet i Skärhamn i Sverige med lyse lister på undersiden af akustikplader. Da vi til et møde hos vores arkitekt så, at de på deres tegnestue havde et lignende listeloft, valgte vi at gå videre med løsningen i vores sommerhus. Vi er blevet rigtig glade for det, fordi det forener det visuelle med en kanon akustik, fortæller Ivar.