Et hus med balance
Nogle gange må arkitekter og håndværkere gå tilbage i historien for at komme fremad, og ved denne øvelse har ”Det Levende Hus” opnået et gennemtænkt og enkelt husprincip med store boligkvaliteter.
Med stærk inspiration fra japansk og skandinavisk bygningskultur, baserer denne bolig sig på erfaringer med dagslys, klima og rumlighed. ”Det Levende Hus” udgøres af arkitekt Jens Martin Suzuki-Højrup og bygningskonstruktør og tømrer Carsten Erichsen, som har arbejdet sig frem til en hustype i træ med bærende ydervægge, som leveres i præfabrikerede moduler, som monteres på et skruefundament.
Huset er opført i 90 % biobaserede materialer og er fri for plastik. Det vil sige, at huset er åndbart, og fugten kan komme ud af boligens konstruktion. Til konceptet Skovhuset hører også en stor frihed for køberen, som frit kan indrette huset, der har loft til kip og rytterlys.
Homogent lys
I princippet bor man i ét stort rum eller i hvert fald under ét stort tag. Det stiller krav til akustikken, hvilket er en vigtig del af husets indeklima. Troldtekt uden fas dækker loftsfladerne og fungerer helt efter hensigten. Parret i huset sætter pris på en dæmpet akustik både til hverdag, og når huset er fyldt med gæster. I dette store rum mærker man tydeligt, hvordan dagslyset bliver fordelt, fordi det kommer fra flere retninger.
Rytterlyset giver naturligvis et særligt bidrag af himmellys, men husets store udhæng på fire sider betyder, at lyset kommer mere indirekte ind. Det giver en fornemmelse af at være udenfor, hvilket er også en del af den japanske inspiration, ligesom verandaen/Engawaen rundt om huset, som danner en vigtig mellemzone mellem ude og inde.