Sorte lofter giver kant til det arkitekttegnede hus
Ejer af butikken Liv og Stiil i Randers, Anette Rasmussen, har sammen med sin mand vækket et bedaget 1980’er-hus til live igen. Huset har en drømmebeliggenhed, og efter en renovering og kyndig indretning er det nu gjort til deres eget med blandt andet sorte Troldtekt® line-lofter.
Børnene er blevet store, og tiden var moden til at prøve noget nyt. I februar skiftede ægteparret Anette og Brian Rasmussen deres ellers større og nyere villa ud med et arkitekttegnet hus fra 1980’erne med en drømmebeliggenhed i bydelen Hornbæk i det sydlige Randers.
– Vi faldt for den naturskønne placering med skoven, som begynder lige nede i baghaven, og vi har udsigt over fjorden fra vores nybyggede altan. Grunden skråner, og haven er derfor skabt i forskellige niveauer. Det kunne vi ikke stå for, lyder det fra Anette Rasmussen.
Det nye med det gamle
Huset i Hornbæk er 176 kvadratmeter, og grunden er omkring tusind kvadratmeter. Anette og Brian Rasmussen har hen over sommeren fået bygget 150 kvadratmeter kombineret træterrasse og altan rundt om huset for at udnytte udsigten maksimalt.
– Vi kom fra et nyere og mere minimalistisk hus, men ville gerne have et mere rustikt udtryk. Jeg har også indrettet det anderledes og lagt mere vægt på at skabe hygge og enkelhed ved for eksempel at bruge træ og rolige farver, siger Anette Rasmussen.
I forbindelse med istandsættelsen har parret ønsket at bevare husets originale arkitektur, samtidig med at de har sat deres eget præg. Det har primært været med et betongulv, nye vinduer, som ikke er sprossede, men i stedet giver en panoramaudsigt, og et sort Troldtekt akustikloft.
– Huset er bygget i røde mursten, og selvom mange vælger at pudse facaderne op, vil vi gerne bevare det originale udtryk.
Sort Troldtekt som kontrast
Anette og Brian Rasmussen har fået monteret Troldtekt akustikplader i alle husets rum. Valget faldt på designløsningen Troldtekt line, som har langsgående spor hen over den samlede loftflade.
Ud over de akustiske egenskaber giver Troldtekt pladerne et roligt udtryk, samtidig med at det skaber en flot kontrast til de øvrige materialer. Det var arkitekt og designer Bruno Jakobsen, som havde anbefalet de sorte akustikplader.
– Vi kendte slet ikke til sort akustikloft som en mulighed, men vi greb idéen og elsker det. Vi bevæger os i forvejen meget i sorte og grå farver, så sort Troldtekt passer godt ind i vores stil – og står flot til husets røde mursten, lyder det fra Anette Rasmussen, som tilføjer:
– Alle, der kommer hjem til os eller har set billeder af vores sorte loft, kommenterer, hvor flot det er. Faktisk er det blevet lidt af et samtaleemne i min butik, når kunder kommer forbi.
Indretning som passion
Anette Rasmussen ejer og driver butikken Liv og Stiil, som ligger i Randers’ gamle latinerkvarter. Ud over tøj forhandler hun interiør til hjemmet, som også er hendes passion privat. På butikkens Instagram-profil livogstiil viser Anette Rasmussen fine indretnings-billeder fra sit hjem – til inspiration for andre.
– Det kribler altid i mig for at indrette nyt, og jeg er begyndt at tænke på, hvad mit næste projekt i vores hus skal være. Hele mit indretningsunivers vil jeg gerne invitere andre med ind i, så de også kan blive inspireret.