Gennemgående design
Akustikpladerne fra Troldtekts designløsning v-line i huset hos en familie i Schmalfeld tilfører rummene en klar struktur og understreger desuden den hyggelige atmosfære i hele huset.
For familien i den lille by Schmalfeld i Segeberg kommune (Schleswig-Holstein) er deres drøm om et hjem i skandinavisk stil gået i opfyldelse. Huset, der er bygget i en træsøjlekonstruktion og forsynet med et sadeltag med 27 graders hældning og beklædt med teglsten, er placeret på en godt 2.000 kvadratmeter stor grund i et stille boligkvarter. Typisk for træhuse i nordisk stil er træfacaderne kraftigt røde, mens gavle, vinduer og døre er indfattet i hvidt. Både ydervæggene med en samlet tykkelse på 380 mm og indervæggene (155 mm) er isoleret i flere lag og beklædt med gipsplader. Bjælkeloftet af træ er beklædt med letvægtsplader af træuld både i stuen, spisestuen og soveværelserne.
Jordvarmepumpen, der giver den indvundne energi videre til varmesystemet, sikrer en nærmest uudtømmelig varmeforsyning til boligen. Varmen fordeles jævnt i hele huset ved hjælp af gulvvarme, hvor gulvene er beklædt med fliser og trælaminat. Brændeovnen i stuen giver ikke kun et ekstra varmetilskud, når der er brug for det, den sørger også for at skabe en hyggelig atmosfære.
Rustik hygge
Boligarealet på 136 kvadratmeter, som strækker sig over ét plan, giver rigelig plads til den lille familie. Lyset strømmer igennem stuen, som er forbundet med spisestue og køkken via en åben entré. De rødbrune fliser og det eksklusive trælaminat tilføjer de lyst malede rum, indrettet med rustikke træmøbler, en indbydende hygge.
Raffineret design
Den hyggelige stemning accentueres yderligere af de lyse akustiklofter med langsgående spor, både i opholds- og spisestueområdet samt i soveværelserne. De tilfører bogstaveligt talt en klar struktur til rummene samtidig med, at de designmæssigt raffineret viderefører facadens listebeklædning til boligens indre.