Stilfuldt nybyggeri møder lys og natur
I Mårslet har ægteparret Lotte og Julius Böing opført deres drømmevilla, der emmer af skandinavisk enkelhed. Her får børnefamilien masser af plads, en skov i baghaven, gavmildt dagslys og god akustik.
Syd for Aarhus spirer nye villakvarterer og nybyggerier frem i Mårslet og omegn. Og med god grund: Et naturskønt område med hverdagens fornødenheder inden for rækkevidde – og med letbanen er det nemt at komme ind til Aarhus by.
Lotte og Julius Böing købte i 2021 en grund i netop Mårslet, og nu står deres moderne villa – og drømmehus – færdigt. Parret har skabt en bolig, der er i synergi med omgivelserne. Grunden grænser op til en skov, og familien har til fulde tænkt solens stråler ind i planløsningen.
– Vi har været ret sikre på, hvordan huset skulle se ud. Vi har forsøgt at trække en moderne og nordisk tråd gennem hele huset, hvor især lysindfald har været vigtigt for os at prioritere. Derfor har vi fra begyndelsen vidst, at vores glaspartier skulle gå fra gulv til loft, fortæller Julius Böing.
Husets hjerte er det centrale køkken-alrum med en sænket opholdsstue i forlængelse. Dagslyset kommer fra både køkken- og stuesiden, men også fra ovenlysvinduer ved køkkenet. Langs den lange fordelingsgang ligger to værelser, badeværelse og bryggers, og på modsatte side af stuen ligger forældreafdelingen med soveværelse og bad. Desuden har parret fået bygget en dobbeltgarage og en terrasse på 90 kvadratmeter langs bagsiden af huset.
En privat oase
Parret har selv tegnet huset og bestemt materialerne. Julius Böing har sit eget tømrerfirma, og det har gjort processen og beslutningerne lettere. Egetræ og farverne grå og hvid skaber en rolig og lys stemning i en ellers travl hverdag som børnefamilie.
Julius og Lotte Böing har tegnet huset rundt om en atriumgård. Det lukkede gårdrum er en perfekt oase i midten af boligen, der binder inde og ude sammen.
– Atriumgården giver os både et udendørs samlingspunkt og privatliv. Vi har bygget hus i et villakvarter, og ved at opføre gårdrummet har vi undgået vinduer ud mod den fælles vej, siger Julius Böing.
Atriumgården gør det muligt at kigge hele vejen igennem huset fra køkkenøen og til skoven i baghaven. Det giver familien en større samhørighed mellem husets enkelte rum og udelivet.
En forkærlighed for god akustik
Ligesom atriumgården har behagelig akustik været afgørende for parret. Med Julius Böings baggrund som tømrer og Lotte Böings som audiolog ved de begge, hvor meget god akustik betyder for et hjem. Og med næsten tre meter til loftet har akustiske overvejelser været essentielle:
– Oprindeligt havde vi valgt akustiske gipslofter til huset, men da vi midlertidigt boede i en lille skurvogn med Troldtekt, sadlede vi om. Her oplevede vi virkelig, hvor stor forskel Troldtekts akustikplader gør, lyder det fra Julius Böing.
Valget faldt på designløsningen Troldtekt line i farven hvid for at bevare den luftige og lyse stemning.
– Det spiller bare. Vi kan tale roligt sammen med hinanden i hvert et rum og endda råbe fra et rum til et andet og stadig forstå hinanden. Og især når vi er mange mennesker samlet, kommer akustikloftet virkelig til sin ret. Vi har lige holdt barnedåb for 75 mennesker, og der var bare en behagelig stemning, siger Julius Böing.
Parret har installeret Troldtekt line i køkken-alrum, stue, gang og entre samt i huset fire værelser. Garagen har fået Troldtekts klassiske akustikplader opsat i hvid. Og inden længe får også badeværelserne glæde af akustikplader:
– Vi har i den grad fortrudt, at vi ikke har opsat akustikplader på badeværelserne. Der er sindssygt dårlig akustik derude, så forskellen er i den grad til at mærke. Om det bliver en lofts- eller vægløsning, må tiden vise, afslutter Julius Böing.