Nybyggerhjem med højt til loftet

I Jyllinge er det nye parcelhuskvarter Bromarken ved at tage form med forskellige boliger fra byggefirmaet Lind & Risør A/S. Her har familien sat pris på de mange individuelle valgmuligheder.

Bromarken er en ny udstykning i Jyllinge med en god beliggenhed, grønne områder og stier, som gør det til et attraktivt nybyggerkvarter for mange familier.

For Daniel og Ida Listh har det været en spændende proces at tilpasse huset deres behov, og planløsningen er blevet ændret til et vinkelhus for at få en større stue. Undervejs har de dokumenteret processen på deres Instagram-profil nybyg_bromarken og fortalt om de valg, der er taget undervejs.

Husets hjerte er det centrale køkken-alrum med opholdsstue i samme rum. Der er loft til kip, som her tydeliggør husets to retninger, hvilket giver et rum med karakter og stor luftighed. Dagslyset kommer fra både køkken- og stuesiden, men også fra de nordvendte ovenlysvinduer ved køkkenet. På den ene side af opholdsrummene ligger børneafdelingen med et fælles legerum, og på modsatte side ligger forældreafdelingen og bryggerset.

 

Velvalgte vægfarver

Hos Lind & Risør kan man vælge mellem forskellige akustiskregulerende lofter, men kun Troldtekt tilbyder akustikloft fra væg til væg, og geometrisk passede det bedst til lofterne til kip.

Parret valgte hvidmalet Troldtekt line i hele boligen, hvilket fungerer godt på alle måder, fortæller familien.

Linjerne understreger loftsfladernes retning og samler det til hele flader. Lofterne er helt hvide, mens alle vægfarver har en lidt mørkere tone eller en farvetone, der passer til det enkelte rum.

At væggene har en anden tone end lofterne, betyder, at man oplever loftet som højere, og faktisk har familien også valgt at få ekstra høje rum. I indretningen har de fået mange gode løsninger, som er fordelen ved et nyt hus. For eksempel spots i lofterne i alle rum og den rummelige sidde-niche midt i opholdsrummet.