Akustikløsninger gav ro i storbylejligheden
Andreas og hans familie har for nylig fået etableret en enkel og effektiv akustikløsning med loftsflåder og indrammede Troldtekt akustikpaneler i lejligheden på Frederiksberg. Det betyder, at Andreas ikke længere behøver gå med ørepropper i sin egen stue.
Da Andreas og hans familie vendte hjem til Danmark efter en periode i udlandet, kunne de glæde sig over at træde ind i deres nye hjem, en dejlig lejlighed tæt på Frederiksberg Have. Boligen er lys og rummelig. Den er indrettet stilrent og byder på mange spændende detaljer – blandt andet er der ovenlys i de skrå lofter og en niveauforskel mellem stuen og børneværelset, som er adskilt af en glaskarnap i fuld loftshøjde.
Akustikken var en stor udfordring
Der var dog et enkelt skår i glæden. Andreas oplevede ret hurtigt efter indflytning, at akustikken i lejligheden ikke var optimal. Og i hans tilfælde er det særlig problematisk, fordi han lider af menières sygdom og derfor er meget plaget af lydgener, som forværres, når akustikken er dårlig.
”Vi var lige flyttet fra USA til Danmark, så vi kunne ikke se vores lejlighed, før vi flyttede ind. Selvom det er lidt flovt at snakke om høretab, er det desværre en del af mit liv, og den dårlige akustik gjorde det umuligt for mig at være i vores stue uden at bruge ørepropper”, fortæller Andreas.
Vandt Troldtekts ’Vind et loft’-konkurrence
Andreas valgte at sende sin historie og et foto af sin lejlighed ind til Troldtekt, som i en konkurrence udloddede et akustikloft til den familie, der havde mest brug for det. Og dommerne var ikke i tvivl om, at loftet skulle tilfalde Andreas og hans familie.
Loftsflåder og dekorative billeder indrammer den gode lyd
Håndværkerne gik i gang, og familien har nu fået monteret fire flådelofter med Troldtekt akustik Plus, som sørger for at sluge de høje lyde, før de bliver kastet rundt i den store stue. En certificeret Troldtekt akustik-fagmand har sørget for en professionel montering af løsningen – og en flot finish.
Udover de nye lofter er der også kommet ny kunst på væggene. Indrammede Troldtekt akustikpaneler indgår nemlig som dekorative elementer i indretningen, og Andreas har selv valgt motiverne til kunstværkerne.
Diskret og vellykket løsning
Trendekspert Mads Arlien-Søborg, som var med i dommerpanelet, har besøgt Andreas’ lejlighed og fortæller om resultatet:
”Jeg synes, det er blevet en rigtig god og interessant løsning. Akustikpladerne er sat op i ’øer’. Det er diskret, og det bliver ikke et fremmedelement i indretningen – og det er ret vigtigt. Oveni det kan jeg virkelig godt lide, at Andreas har valgt, at akustikpladerne også kan bruges som malerier – altså som ren dekoration i hjemmet – samtidig med, at de jo har den akustiske funktion,” siger Mads Arlien-Søborg.
En forskel der kan ses og mærkes
Familien er meget tilfreds med kombinationen af funktion og æstetik i Troldtekt akustikløsningen, og især det forandrede lydmiljø har gjort en stor forskel for Andreas og hans familie i hverdagen.
”Det kan være svært at forklare akustik. Men forskellen er, at jeg ikke tænker over det. Nu kan jeg komme ind i mit hjem og være i en ’safe zone’, hvor der er ro,” fortæller Andreas.
Se filmen, hvor Andreas fortæller, hvordan akustikflådelofter og lydabsorberende kunst på væggene nu har givet ro i hjemmet. Få også trendekspert Mads Arlien-Søborgs syn på lejlighedens nye akustikløsning.