Østjylland

Da overetagen i en østjysk privatbolig skulle renoveres, blev det gjort med stor respekt for husets mangeårige historie som bageri. De fritlagte, mørkbejdsede bjælker og Troldtekt pladernes rustikke struktur er elementer, der giver et råt og flot modspil til alt det hvide i det tidligere mel-lager.

Troldtekt private home in Eastern Jutland
Foto: Tommy Kosior

Da Morten i 2008 overtog det hyggelige hus på bygaden i en mindre provinsby i Østjylland, havde de tidligere beboere renoveret meget. Men overetagen trængte til en kærlig hånd for at blive til den ønskede kombination af hyggelig dagligstue og musik-lytterum. Heldigvis havde Morten selv mulighed for at bruge et halvt år på at renovere, så han gik straks i gang.

Hvidt og rustikt

Morten foretrækker en minimalistisk og ren stil. Dog ville han gerne bryde med det helt snehvide look. Første step var at fjerne malingen fra de fritlagte bjælker, og dernæst stod loftsbeklædningen for tur.
– Lofterne var i forvejen hvide, men rustikbrædderne gjorde, at det lignede et dukkehus. Jeg havde lyst til at gøre rummet mere råt og rustikt – at give huset sin værdighed tilbage fra tiden som erhvervsbyggeri, fortæller Morten. Huset har nemlig en særlig historie, da det siden 1889 og hundrede år frem har fungeret som bageri. Således er stuen indrettet i det, der før var mel-lageret.

Øre for den rigtige fortælling

Med sin store interesse for musik kunne han ved indflytningen straks fornemme, at akustikken ville blive et problem. Og da han ikke er til gardiner og tunge tæpper, var det oplagt at gå efter en loftsbeklædning, som både løste de akustiske udfordringer og gav rummet det ønskede look. Valget faldt på en hvidmalet Troldtekt akustikplade med v-spor og plankeeffekt.
– Gipsplader ville slet ikke passe ind i stilen. Troldtekt giver meget mere til den historie, jeg vil fortælle med rummet, siger Morten.

Nemt at montere

Morten satte selv pladerne op og fandt det nemt både at tilskære og montere i loftet.
– Det var ligetil, og ikke mindst er der god hjælp at hente i monteringsvejledningerne på hjemmesiden, siger han.

Resultatet er han fuldt ud tilfreds med. Især glæder han sig over, at det er lykkedes at få et rum fuld af sjæl kombineret med et utrolig behageligt lydmiljø.
–Det sjove er, at man ikke selv lægger mærke til det længere. Men gæster kommenterer altid atmosfæren herinde, fortæller Morten.