Råt look og god akustik i hjertet af Odense
Beliggenhed er typisk nøgleordet, når jagten efter en lejlighed er sat i gang. Men hvad de potentielle købere ofte glemmer at overveje, er akustikken. Det ved bygningskonstruktør Claus Lund Clausen, der køber, renoverer og sælger lejligheder.
Claus Lund Clausen har istandsat og solgt et hav af lejligheder i Odense. Han ejer virksomheden GLANT, der renoverer og ombygger boliger på Fyn – og det er i tidens løb blevet til en hel del. Blandt dem er lejligheden i Søndergade, som for nylig er solgt videre. Lejligheden er 125 kvadratmeter fordelt på to værelser og et stort køkken-alrum.
Her er elementer inspireret af New Yorker-stilen i form af en fritlagt murstensvæg og lodrette, rå træbjælker fra gulv til loft. Det giver lejligheden et rustikt look, der skaber en god kontrast til det hvide køkken og det elegante sildebensparket.
Samtalerum kræver overvejelser
Med en god håndfuld solgte lejligheder bag sig ved Claus Lund Clausen, hvad køberne vil have, og hvad der sælger godt. Men for ham er det vigtigt ikke kun at efterkomme, hvad kunderne efterspørger her og nu – han overvejer også, hvad de kommer til at sætte pris på i det lange løb.
– Mange vil gerne have store, åbne samtalerum, men det kræver overvejelser, hvis boligen både skal være funktionel og rar at være i, og der spiller akustik en væsentlig rolle, fortæller Claus Lund Clausen.
Troldtekt i hele lejligheden
Derfor indretter Claus Lund Clausen stort set alle de lejligheder, han istandsætter, med Troldtekt akustiklofter. I lejligheden i Søndergade er lofterne i samtlige rum beklædt med hvide Troldtekt lofter.
– Selvom god akustik ikke er noget, alle tænker over i deres boligjagt, så er det noget, de sætter stor pris på, når de flytter ind. At det tilmed er rigtig nemt for os at montere Troldtekt lofterne, gør dem jo bare endnu bedre. Især i en lejlighed som denne her med fritlagte bjælker, hvor det er besværligt at sætte gips op imellem, siger Claus Lund Clausen og uddyber:
– Sammen med den rå murstensvæg og sildebensparketgulvet giver lofterne også en god kontrast til de hvide vægge. Troldtekt giver lejligheden personlighed og gør, at den skiller sig ud fra andre.