Blikket følger husets linjer
Udsigten er omdrejningspunktet for hele villaens arkitektur og disponering af grunden. Og med god grund for boligen ligger lige ned til Flensborg Fjord i Kollund.

Med udsigt til fjordens omskiftelighed, fugleliv, skibstrafik og Flensborg by på den anden side er det forståeligt, at Hans Henrik Hesse kunne se potentialet i denne grund. Fra indgangen er der et langt kig gennem huset direkte til vandet. På dette niveau ligger børneværelser og en stue med glaspartier som et orangeri midt i huset. Også herfra kan vandet ses, hvis tv’et køres ned i sit skjul.
Loftet fortsætter, mens man går fire trin ned, og loftshøjden øges derved. Et imponerende rum, hvor man tilmed kan skyde store terrassedøre til side og mærke havluften. Spisepladsen har fået en mere intim rumlighed med en lavere loftshøjde, der fint differentierer rummets anvendelse. Udsigten kan også opleves fra husets fitnessrum og primære badeværelse, som derved også ligger tæt på poolen og saunaen.
Præcision i detaljen
Udsigten, husets størrelse og øvrige detaljer er indbydende rammer, men det er husets detaljer, der gør huset til noget særligt. Som tømrermester har Hans Henrik Hesse en passion for detaljerne, og her blev valnøddetræ en inspiration til køkkengreb og lister langs loftets kant.
Alle lofter samt garage og udhæng er klædt i Troldtekt baseret på FUTURECEM i farven grå 208. I husets længderetning er anvendt v-line, som fint understreger husets orientering, men bryder den store flade. Langs væggen er suppleret med Troldtekt uden spor men med den skarpe K0-U fas. Ved spisepladsens niche er kun anvendt denne type, som bliver en flot variation af fladen. I loftet er store ovenlys indpasset til at give boligen det optimale indfald af dagslys.