Træbeklædt nybyggeri omkranset af natur
I Lunderskov har René Kaack og familien bygget drømmehuset på en kæmpe naturgrund. I husets køkken-alrum og stue har de valgt den stilfulde designløsning Troldtekt line i sort, hvilket giver huset et helt unikt udtryk.
Vest for Kolding ligger Lunderskov, og her har René Kaack og familien bygget nyt hus. I oktober 2018 overtog de grunden og rev det gamle hus – et dødsbo – ned. I sommeren 2020 stod et nyt hus, opført ud fra efter deres egne ønsker, indflytningsklar.
– Vi valgte stedet, fordi grunden ligger i en landzone lidt for sig selv. Min kone, Karina, så et opslag på Facebook, vi gav hurtigt et bud, og så var det ellers i gang med tegninger og byggetilladelser. Men det har vi efterhånden god erfaring med, siger Rene Kaack, der selv er tømrer med eget firma. Han tilføjer:
– Min kone og jeg har sammen sat seks huse i stand. Vi har solgt dem efterfølgende, da vi hurtigt er kommet til at kede os, når projekterne var færdige. Heldigvis kan vi begge rigtig godt lide byggeprocessen og har samme smag.
Grunden i Lunderskov skal dog formentlig ikke skiftes ud foreløbig, da deres seksårige datter Frida skal begynde i skole, og da de desuden har familie i byen, forklarer René Kaack.
Et hus, der matcher naturen
Familien Kaacks nye grund er hele 15.000 kvadratmeter, hvoraf huset udgør knap 200 kvadratmeter. Halvdelen af grunden er markareal og resten er have, hvor der har stået en del høje træer. De blev fældet, for at det nye hus kunne få en bedre placering med mere sol. Familien har dog plantet 200 nye træer.
Til en naturgrund passede det ikke med et pudset hus eller et murstenshus, mente parret. Derfor er husets ydervægge træbeklædte med varmebehandlet gran, som kan klare al slags vejr. I forlængelse af huset er der 130 kvadratmeter terrasse. Indvendigt består huset af et sammenhængende køkken-alrum og stue, badeværelse, soveværelse og yderligere tre værelser.
Fine detaljer
I René og Karina Kaacks boligvalg finder man ikke mange standard-løsninger, da de holder af at gøre tingene på deres egen måde.
– Vi var enige om, at vi ikke ville bo ligesom en million andre, hvor alt er sort og hvidt. Inspirationen finder vi på det sociale medie Pinterest, og som håndværker kommer jeg rundt og ser mange løsninger, lyder det fra René Kaack.
Badeværelset er konstrueret med mikrocement, og den opgave har René selv forestået. Ud over mikrocements flotte udtryk er det et langtidsholdbart valg, og man undgår fuger. I stuen er der bygget en alkove i egetræsfiner, hvor man kan sidde, og i samme materiale er der ved at blive bygget en vinreol. Derudover udgør husets sokkel selve gulvet – det er blot slebet og har fået lak.
Sorte lofter samler hjemmet
I familiens hjerterum, det sammenhængende køkken-alrum og stue, er der monteret sortmalede Troldtekt line akustiklofter. På badeværelset og i soveværelserne er der anvendt klassiske hvide Troldtekt akustiklofter.
– Det havde i lang tid været meningen, at vi ville have Troldtekt akustikplader, men vi kendte ikke Troldtekt line-serien med de langsgående spor, før min kone faldt i snak med en tømrer. Vi synes, det er en vildt fed løsning. Og det er også den melding, vi får fra vores gæster, siger René Kaack og tilføjer:
– Mange sagde, det ville blive huleagtigt med sorte akustikplader. Jeg får da også mange tossede idéer, men denne her var nu god nok, og det er blevet et rigtig godt resultat – både med den forbedrede akustik og det æstetiske udtryk.