Prøvebolig i certificerede materialer 

I Frederikssund har man ved stationen opført Klimakassen, hvis hovedopgave er at give mulighed for at opleve en bolig opført i certificerede materialer og konstruktioner.

Eksemplet på en lille bolig, kaldet Klimakassen, fungerer også som bykontor for Frederikssund Kommune. I forbindelse med udviklingen af byen Vinge ved Frederikssund er Klimakassen et prøvehus for bofællesskabet Egelund i Vinge. Et bofællesskab igangsat af firmaet Fabulas. I Vinge skal alle bygninger som minimum være DGNB-certificeret. Huset er et modulbyggeri i træ, som forberedes i en indendørs hal og monteres derfor hurtigt og effektivt på stedet. For samarbejdspartnere og leverandører i projekt Klimakassen er huset også et showroom, hvor man kan danne sig et indtryk af de enkelte materialer.

 

Indeklima i boligen

Klimakassen er i boligstørrelsen ’small’ fra Fabulas. Det vil sige 67 kvm med indgang, badeværelse og værelse udover det større opholdsrum med køkken i den ene ende. Det er en stor kvalitet, at dette rum har lys fra flere retninger. Fra opholdsrummet og værelset er der adgang til terrassen omkring boligen. Ens for alle leverandører er, at de udvikler produkter, som er med til at nedbringe CO2-forbruget i byggeriet.

Således også med Troldtekt, som er anvendt som akustikregulering i loftet. Troldtekt er Cradle to Cradle Certified® kan indgå i svanemærket byggeri og er indeklimamærket i bedste kategorier efter Dansk Indeklima Mærkning. Udover valg af materialer er byggemetoden også relevant, eftersom Klimakassen er opført i træ og udført om en åndbar konstruktion.