Arkitektonisk særklasse i Klampenborg
En nyopført villa i Klampenborg er tegnet efter familiens ønsker, hvor der er lagt vægt på stoflighed og materialitet. En god dialog med arkitekten førte til en meget gennemarbejdet bolig, hvor der er en helt særlig sammenhæng mellem rumligheden og materialerne.
På en stor grund ved et fredet naturområde viste det sig mest oplagt at tegne en langstrakt bolig, der optager terrænet og udnytter den skønne beliggenhed. Huset er opført i KolumbaTM sten, hvor husets tre knæk er tydeligt markeret i murværket som en fin detalje. Huset forløber fra køkkenet i den ene ende med 2,5 m til loftet til opholdsrummet i husets anden ende, hvor loftshøjden er 4,5 m. Her er KolumbaTM stenene også anvendt til en integreret brændeovn. Dagslyset kommer fra alle retninger i stuen og giver rummet en stemningsfyldt dynamik igennem dagen.
Farver fra naturen
Troldtekt er valgt som et kontinuerligt loftsmateriale i rumforløbet gennem huset. Troldtekt giver en behagelig akustik og passer samtidig ind i ønskerne om stoflighed og robuste materialer. Formatet 600 x 2400 mm på Troldtekt pladerne understreger husets langstrakte form. På gulvene er der enten brede, mørke planker eller mørke klinker i 600 x 1200 mm format. Undervejs fra køkken til stue knækker huset tre gange, hvor loft og gulve elegant understreger de skiftende retninger, trods de store formater.
KolumbaTM stenens grå nuancer har inspireret til valget af Troldtekt i grå natur, der giver en fin sammenhæng og samtidig giver en flot, grafisk kontrast til husets hvide vægge. Arkitektonisk giver valget af materialer en ekstra dimension til husets fysiske rammer, der i høj grad er med til at understrege husets identitet og bygherrens eget aftryk på boligen.