Kompromisløs bolig
Den nyopførte bolig ligger tæt på kysten og med udsigt til vandet og grundens træer fra første sal. Naturen er i øjenhøjde fra alle rum.
På indgangsetagen bor børnene, men der er også blevet plads til en lille lejlighed til en bedsteforælder på samme etage. Et åbent trapperum forbinder huset vertikalt, så man fornemmer rumligheden på begge etager. Udefra kan huset beskrives som en sort monolit, der vokser op af græsset, mens de store vinduespartier giver en god forbindelse mellem inde og ude.
Dagslyset indenfor præger også rumligheden og materialernes kvaliteter tydeliggøres. Fra køkkenalrummet ser man direkte ud i træerne, som om sommeren også giver lidt skygge for solen. Herfra er der også direkte udgang til en tagterrasse, som kompenserer for køkkenets placering på første sal. Mod nord ser man vandet, og kigger man op i kippen, ser man direkte op i himlen gennem ovenlysvinduerne. Hemsene fungerer som soveværelse og arbejdsplads for forældrene.
Frivillig bæredygtighedsklasse
På alle 190 kvm bolig samt i det eksterne værksted er monteret Troldtekt line, som derved sammenbinder etager og understreger husets linjer med pladernes kontinuerlige spor. Pladen er i FUTURECEM, som er en cementtype, hvor noget cement er erstattet af ler, der giver en anden varm farve. Samtidigt er Co2-aftrykket reduceret. Men huset er ikke bare indbydende og moderne indrettet, det er samtidigt en bolig med et meget lavt klimaaftryk (5,8 CO2/kvm/år) og et dokumenteret godt indeklima.
Simon og Jette Bullinger har haft et ønske om at opføre en bolig af velkendte og gedigne materialer med et godt indeklima, der opfylder den Frivillige Bæredygtighedsklasse (FBK). Det indebærer blandt andet målinger af indeklima, som er både dagslys, akustik, afgasning og støj fra ventilationsanlæg.
Den Frivillige Bæredygtighedsklasse er en forsøgsordning, hvor mange parametre indgår, såsom livscyklusanalyse og totaløkonomi. Realdania har støttet økonomisk til den grundigere projektering, men ellers har klimahensynene ikke fordyret huset.
- Udfordringen med at designe og bygge med væsentligt laver LCA-resultat end de nye 2025-krav uden at gå på kompromis med sikkerhed, æstetik og samtidig dokumentere et indeklima, der er langt bedre end bygningsreglementets almindelige krav, er lykkedes til fulde, fortæller Simon Bullinger