Jagthytte i skoven

Omgivet af store træer finder man den nyrenoverede bygning, som er omdannet fra at være et husmandssted til en moderne feriebolig med historisk charme.

Troldtekt akustiklofter i privatbolig

Det kunne være nærliggende at opføre en ny ejendom, men tømrermester Per Jensen Martensen kunne se kvaliteterne i at bevare det oprindelige hus og genskabe stedets charme. Udvendigt har huset fået stråtag og er derudover nænsomt istandsat. Indenfor blev renoveringen mere omfattende end først planlagt, og resultatet bærer også præg af, at bygherren har gjort sig umage.

 Der er blevet plads til fem soveværelser og et stort og hyggeligt opholdsrum i forbindelse med køkkenet. Her er loftet fjernet, så der er loft til kip, og de gamle bjælker er blotlagt. Et fantastisk rum, hvor det store loftsrum samler indretningen til en velfungerende helhed.

 

Indretning med varme og gamle materialer

I værelserne er gulvene lagt med genbrugstræ, mens nye trægulve i fuld længde understreger opholdsrummets form. Gamle mursten fra ejendommen er blevet renset og muret op i den indre gavl og gjort til en slags udsmykning af rummet. Med de oprindelige bjælker, plankegulv og slidte mursten får stedet meget karakter af at være et historisk hus.

Alle lofter i feriehuset er med Troldtekt baseret på FUTURECEM i farven clay. Først og fremmest giver valget af lofter en god akustik til alle rum, men det er også et klimafornuftigt valg, da Troldtekt baseret på FUTURECEM er en pladetype med mindre cement og mere ler. Her er pladen endda malet i farven clay, som giver en varm og rolig stemning til rummene. Valget af det samme loft i alle rum giver en fin helhed, som understøttes af jagthyttestilen.