Mellem øst og vest
Vinduer og døre går fra gulv til loft og tillader dagslys at fylde boligens store rum. Her er modet til at lade omgivelserne sætte dagsordenen og berige boligen.

Villaen kan beskrives på mange måder, men uanset opstår et modsætningsforhold, som giver huset nerve. Tilbagetrukket på grunden ligger det vinklede hus som en skulptur, der optager grundens terræn. På én gang en klassisk villa i røde tegl, som fint refererer til kvarteret, og samtidigt er teglen et meget bærende element. Således er vinduesprofilerne afstemt i farven og giver ro til de store vinduespartier, hvor flere hjørner er samlet i glas og giver huset en lethed.
Landskabets fald giver nogle niveauer indenfor, som også fungerer som naturlig rumopdeling i opholdsrummene. Natursten er gennemgående gulv, som fortsætter ud på terrasserne mod både øst og vest.
Detaljerigdom
Det centrale rum med køkken og spiseplads er gennemlyst, og således har man både glæde af lys fra øst og vest. Baghaven støder op til en park med store træer, og det er som om huset strækker sig for at få dem med indenfor. Mens murene er taktile udenfor, er gulve og lofter taktile indenfor.
Lofterne er klædt i Troldtekt v-line, hvor linjerne går fra vest mod øst. Loftet fungerer som lydabsorbent og tilføjer en struktur med linjerne i et hus, hvor de fleste linjer er lodrette. Huset har mange detaljer, som er diskret indarbejdet i helheden. Loftsspot, som oplyser vægfladerne, er et godt eksempel på den skulpturelle tilgang til arkitekturen.