Et oplevelsescenter der brummer af liv
Med træ som centralt byggemateriale åbner World of Volvo ikke kun bildøren til en historisk virksomhed, men også til en arkitektonisk oplevelse af de helt store i den svenske by Gøteborg.
Interaktive udstillinger, unikke koncerter og udsøgte smagsoplevelser. Det er langt fra kun Volvos verdenskendte køretøjer, der er i fokus i Gøteborgs nye oplevelsescenter World of Volvo.
Med træ som det vigtigste strukturelle element binder det 22.000 kvadratmeter store oplevelsescenter den vilde svenske natur og konceptet ”allemansrätten” sammen med moderne arkitektoniske greb og kompromisløst design.
Træ i stor skala
Bag World of Volvo står den danske tegnestue Henning Larsen Architects, der med dette projekt har skubbet grænserne for træbyggeri i stor skala. Ved brug af såkaldt beregnings-parametrisk design har det været muligt at udfordre materialets normale begrænsninger og eksperimentere med højde, geometri og konstruktion.
Hovedstrukturen af limtræ og krydslamineret træ er designet som tre træstammelignende søjler, der sammen bærer den store tagkonstruktion som en trækrone og giver en varm og naturtro fornemmelse – inde såvel som ude.
I centerets kerne opfordrer materialerne til at gå på opdagelse i både de permanente og midlertidige udstillinger, der blandt andet sætter fokus på, hvordan Volvo gennem sine innovationer har spillet og stadig spiller en rolle i samfundet og dets udvikling.
Troldtekt bidrager til et helstøbt udtryk
Når man bevæger sig rundt i bygningen, vil man se, at træet ikke kun spiller en vigtig rolle i de bærende konstruktioner.
I restauranten, mødelokalerne og de åbne gangarealer er der monteret Troldtekt akustikplader i lys natur, som foruden sine åbenlyse akustiske fordele bidrager til stedets samlede udtryk og er med til at sætte fokus på træbaserede materialer fra Skandinavien.