En oplevelse ud over det sædvanlige

Viden og inspiration er i fokus i Gøteborgs nye vartegn, der foruden kompleks ekspertise også rummer kompleks arkitektur.

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i skoler og uddannelsesinstitutioner

Med sin nye visualiseringsdome, Wisdome, søger Universeum i Gøteborg at skærpe forståelsen for den komplekse verden. Med målsætningen på plads har Sveriges nationale videnskabscenter sat barren højt for sin nyeste tilbygning.

Kuplen, der rummer en ny visualiseringsdome, er designet af tegnestuen Wingårdhs med arkitekt Gert Wingårdh i spidsen – samme tegnestue, der i 1998 tegnede det originale Universeum. Selve opførelsen af domen og dens komplekse konstruktion er sket i et tæt samarbejde mellem Universeum og den lokale totalentreprenør Skeppsviken Bygg.

 

Trekanter i kugleform

Universeum er oprindeligt bygget som en collage primært bestående af træ, og med den seneste bygningstilføjelse er kommet endnu et nyt skud på collage-stammen.

Selve kuppelkonstruktionen bygger på forskellige strategier for at muliggøre det unikke udtryk, og hver del er synlig for at optimere brugen af materialer. Kuplen, der har en samlet diameter på 27,5 meter, er konstrueret af trekantede elementer, som tilsammen giver en geodætisk kugle. Den bærende struktur er af limtræ, mens den udvendige beklædning består af smukke og modstandsdygtige cedertræsspåner i lag.

Ud over selve kuplen består tilbygningen på Universeum også af en højthævet brokonstruktion, der forbinder det nye med det oprindelige. I broens gangareal og rum er valgt Troldtekt akustikplader i farverne lys natur og sort for dels at sikre en god akustik, dels at gennemføre udtrykket med træbaserede materialer indvendigt. Pladerne kan også spottes i trappeopgangen til selve kuplen, hvor de sortmalede plader giver et sofistikeret modspil til den lyse træbeklædning.

 

En 360-graders oplevelse

Selvom domen ikke er til at overse i bybilledet, fylder kuglen faktisk minimalt på matriklen. Visualiseringsdomen er placeret på den sydlige del af Universeums tag, hvor fra den nærmest svæver ovenpå den eksisterende bygning.

Indenfor er der plads til at give 150 personer en 360-graders oplevelse i 3D i den vippede halvkugle. Baseret på forskning i visualisering foretaget på Visualiseringscenter C på Linköping Universitet er det muligt at skabe en visuel oplevelse ud over det sædvanlige – og gøre kompleks videnskab tilgængeligt for alle.