Kulturelt kraftcenter i historisk bygning

Sentralen i Oslo tilbyder udlejning af lokaler og kontorfællesskab til kreative og nytænkende og formår samtidigt at være tro mod bygningens historie. I flere rum er der brugt Troldtekt plader som akustikløsning.

Akustiklofter fra Troldtekt i kulturbyggeri

I Kvadraturen i Oslo på adresserne Øvre Slottsgate 3 og Tollbugata 20 ligger det kulturcenteret Sentralen, som åbnede sine døre den 1. marts 2016 og tilbyder udlejning af eventlokaler, produktionsrum og mødelokaler. I Sentralen sidder også tæt på 400 kreative og innovative mennesker i kontorfællesskab, der er delt ud på fire etager af bygningens i alt seks etager. De to af etagerne huser kontorfællesskabet SoCentral, som har fokus på samfundsinnovation og socialt entreprenørskab, mens de to andre er forbeholdt festivaler, orkestre, dansekompagnier og andre kulturaktører. I bygningens stueetage er der også en restaurant, hvor der serveres street food.

Sentralen har til huse i den tidligere Christiania Banks hovedkontor og bygningen blev opført i 1854. Bygningens historie som tidligere bank afspejles i Sentralen, hvor et stort fokus i transformationen har været at bevare så meget som muligt af den oprindelige bygningsmasse. For eksempel er baggården med glastag, der blev indbygget under en ombygning i 1901 stadigvæk en del af bygningen og flere af Sentralens rum har fået navn ud fra deres tidligere funktion eller karakteristika i bankens tid i bygningen. Eksempelvis Marmorsalen, der er bankens tidligere ekspeditionsrum, Bankboksen og Forstanderskabssalen.  En af de større ændringer blev dog at åbne op, så de to bygninger kom til at hænge sammen til én, og der blev derfor skabt en ny indgang og nye elevator- og trappeforbindelser.

I 2020 blev det klart, at der var brug for mere plads på Sentralen. Den gamle bankbygning havde tilbage i 1920erne fået tilbygget en ekstra etage, som nu – sammen med en helt ny etage – kom i brug. I dag råder bygningen over seks etager samt en tagterrasse.

 

Indretning og god akustik forenes

I flere af Sentralens rum er der valgt Troldtekt som akustikløsning. Fællesnævneren for akustikpladerne i alle rummene er, at pladerne spiller godt sammen med den øvrige indretning i rummet.

I Sentralens restaurant sørger de sortmalede akustikplader ikke kun for god akustik, når restauranten er fyldt med gæster, men spiller også godt sammen med det rå betongulv, de rå murstensvægge og de lyse træmøbler.

Det samme gør sig gældende i den tidligere baggård, hvor sortmalede Troldtekt plader på væggene absorberer det store rums efterklang, så baggården kan bruges som et naturligt samlingspunkt, hvor Sentralens lejere og besøgende ikke generes af dårlig akustik. Samtidigt skaber de sortmalede plader kontrast til baggårdens murstensvæg og de dele af den, der er hvidmalet.

Også i mindre rum på Sentralen er der valgt Troldtekt som akustikløsning, hvor der arbejdes, holdes møder eller foredrag og events. Hvidmalede akustikplader er sammen med trævægge med til at lysne en foredragssal op, mens sortmalede plader i møderum passer godt sammen med en mere rå indretning med murstensvægge og synlige rørinstallationer.