Sognehus i bakken
Sct. Peders Kirke i Randers har en speciel beliggenhed højt i byen, og da kirken skulle have et nyt sognehus, var det ikke helt uden udfordringer at placere huset nær kirken. Det er lykkedes til fulde og på en måde, der lader kirken være det fremtrædende bygningsværk.
Kirkens nye sognehus er arkitektonisk fint balanceret mellem at være underspillet og samtidig være en selvstændig, moderne bygning. Grebet er løst ved at placere sognehuset i terrænet således, at det kun har én åben facade, og den er orienteret mod kirken.
Bygningen er samtidig placeret på en måde, der giver mulighed for niveaufri adgang fra pladsen og videre til kirken. Hele facaden er en repetition af fiberbeton ribber, der lader lyset strømme ind, men som også kan give lidt skygge til rummene.
Udtrykket i bygningen signalerer en åbenhed og inviterende gestus overfor gæster, som er en del af Sct. Peders Kirkes relation til den omkringliggende by.
Rum flyder sammen
Taget på sognehuset er i niveau med fortovet i den vestlige ende, og man kan derfor træde ud på tagets græsbeklædning, tage en pause og se ud over byen. Men denne placering betyder også, at rumhøjden er begrænset af kirkepladsen og fortovets niveauer. Denne udfordring har banet vej for valget af Troldtekt ventilation, som optager mindre rumhøjde.
Med Troldtekt ventilation har sognehuset fået et godt indeklima uden træk og støj fra ventilationen. Også akustikken fungerer godt i de to konfirmandstuer, som kan lægges sammen til et stort rum med plads til 75 mennesker.
Fra mødelokalerne og kirkekontoret er der glaspartier ud til den gennemgående gang, som løber langs facaden. Derved kan man fra alle rum se ud til kirken og pladsen foran. Lofterne er de samme med Troldtekt i farven lys natur, hvorved der er skabt en flot helhed i interiøret.