Tidslommen fra Den Kolde Krig – REGAN Vest
Gigantisk underjordisk bunkeranlæg har fået sit eget museum i Rold Skov.
Midt i et storslået naturområde ligger et særpræget byggeri, som er bygget ind i skrænten og beklædt med mørke anodiserede aluminiumsplader. Fire store bokse, der er forskudt i forhold til hinanden, men som er forbundet af lavere mellemled og dermed danner en kæde.
Det er REGAN Vest Museum, som i åbningstiden åbner sig op mod syd med glasfacader, men i den resterende tid lukker sine lodrette skodder og bliver et gådefuldt skrin med et dystert præg.
Navnet REGAN Vest er en forkortelse af Regeringsanlægget for Vestdanmark. Det er en atomsikret bunker, som i tilfælde af en 3. verdenskrig skulle huse den danske regering og kongefamilien. Den blev opført i allerdybeste hemmelighed i 1960-erne i Rold Skov i Nordjylland. Det store anlæg havde form af to cirkulære ”bygninger” i to etager, hugget ud i en kridtbakke og beliggende 60 meter under jordens overflade. Der var plads til i alt 360 personer, som ville kunne overleve i måneder og måske årevis, hvis atomkrigen blev virkelighed.
Formidling på højt niveau
Bunkeranlægget er hovedattraktionen, men det nye museum / besøgscenter supplerer oplevelsen perfekt med udstillinger og læringsrum. Blandt mange andre historiske genstande vises en skræmmende realistisk attrap af atombomben, der blev kastet over Hiroshima i 1945.
Museet er tegnet af AART Architects, der med stor indlevelse har formået at skabe rum, der understøtter den mørke fortælling om Den Kolde Krig. Lokalerne er præget af en farvepalet, der primært går fra sort til lys grå. Museets interiør er primært rå betonvægge og et poleret betongulv, mens selve apteringen er træ.
De hårde overflader kræver omhyggelig akustisk dæmpning, og her spiller Troldtekt hovedrollen. I loftet er der monteret sortmalede Troldtekt plader mellem ribberne på de grå TT-bjælker i beton. De er nærmest usynlige og indgår som en naturlig del af loftets teknik. På væggene er der vertikale Troldtekt akustik Plus i hovedrummene, hvor de er en væsentlig del af det arkitektoniske udtryk.