Det Blå Rum
Fuglsang Sø er beliggende lidt nordvest for Hernings centrum. Den 28 hektar store sø er kunstigt anlagt, og ideen opstod, da man for 20 år siden skulle bruge store mængder sand til et nyt motorvejsbyggeri. Sandet blev erstattet af vand, og nu er der skabt et attraktivt naturområde med stor rekreativ værdi.
Ved søens østlige bred er der i 2021 etableret et visionært aktivitetsområde, der samlet bærer navnet Det Blå Rum. Et smukt bygningsanlæg indpasser sig perfekt på grunden og er med til at give stedet sin helt egen identitet. De to længebygninger er opført i træ og vinklet i forhold til hinanden, så der opstår et trekantet gårdrum, der åbner sig op mod søen. For enden af en af badebroerne er der placeret en sauna, der samtidig fungerer som en udsigtsplatform.
Kontakt mellem ude og inde
Hovedbygningen er på 250 m2 og indeholder bl.a. et fællesrum med plads til ca. 50 personer. Her er et flot integreret køkken, smagfuldt inventar og udgang til en stor overdækket terrasse med kig til søen. Akustikken er i topklasse med Troldtekt – grå natur i fin struktur – på lofter både i selve salen og på terrassen. Det understreger også kontakten mellem ude og inde, at loftet fortsætter i samme materiale gennem glasgavlen.
I hovedbygningen er der også foyer, omklædning og toiletter til de mangeartede foreninger, der anvender stedet. Det Blå Rum er bl.a. samlingssted for hele to vinterbadeklubber, triatleterne, lystfiskere og kajakroere. Den lange depotbygning mod syd indeholder derfor bådopbevaring og værksted til vedligehold af udstyr. Bygningerne har solceller og batteripakker, som selv på en vinterdag driver en væsentlig del af husets energiforbrug.
Fakta
Det Blå Rum er aktivitetscenter ved østbredden af Fuglsang Sø ved Herning.
Støttet af fire fonde: Realdania. Lokale- og Anlægsfonden, Nordea Fonden og EGE Fonden.