Store biografoplevelser i et akustisk optimeret miljø
Mens biograferne i gamle dage lå som perler på en snor i den livlige Müllerstraße i bydelen Wedding i Berlin, er der i dag kun én tilbage: Cineplex Alhambra.
Helt tilbage i 1916 lokkede en imponerende bygning på hjørnet af Müllerstraße og Seestraße besøgende til biografsalen. Mere end hundrede år senere byggede man her Cineplex Alhambra. Den åbnede i 2002 med 1.500 sæder og syv skærme fordelt på fire etager. Med eget køkken, flere forskellige restauranter og frit indkig til biografteknologien i to sale byder Cineplex på fristelser for både film- og madelskere. Der er desuden mulighed for at leje salene til f.eks. foredrag, fester og kundeevents.
Alle salene i Cineplex er selvfølgelig udstyret med den nyeste og mest avancerede biografteknologi. Der er 18 eksklusive VIP-pladser i den mindste sal, og i sal 1 byder biografen på 354 pladser med 3D-filmteknologi og de særlige D-Box Motion Seats, som bevæger sig i takt med actionscenerne på skærmen.
I Sal 3 Premium har eksklusiviteten fået et nøk opad med 56 eksklusive, komfortable læderlænestole, den nyeste 3D-teknologi og en helt særlig væg- og loftskonstruktion.
God akustik kan planlægges
Der er mange krav til en biografsal, både i forhold til akustik, sikkerhedsudstyr, brandsikring og aircondition. Akustikken har en stor indflydelse på lydkvaliteten.
Selv det bedste AV-udstyr er ikke nogen garanti for, at det er let at forstå, hvad der bliver sagt på lærredet, og at lyden er god. Lydkvaliteten afhænger nemlig i høj grad også af en række akustiske faktorer som lydrefleksion, lydabsorption og efterklangstid.
Mens glatte, hårde overflader som glas, fliser og gips kun absorberer meget lidt lyd, dæmper tæpper, stole, stoffer og porøse fiberplader lyden langt mere effektivt. Det har man selvfølgelig været bevidst om ved indretningen af Cineplex Alhambra – især i sal 3, hvor man har gjort ekstra meget ud af akustikken og monteret akustikplader fra Troldtekt.